Rigtige rigmænd har da deres eget badehotel – men nogle knækker nakken

Kun opkomlinge nøjes med at sprøjte med dyr årgangschampagne i solskinnet foran Ruths Hotel i Skagen. Seriøse rigmænd investerer store millionbeløb i frønnede og utætte træbygninger i badehotellernes nye guldalder. Berlingske har set nærmere på økonomi og ejerforhold i velhavernes nye legetøj.

Dyvig Badehotel på Als i Sønderjylland er et firestjernet hotel helt ud til vandet. Det ejes af rigmanden og udlandsdanskeren Hans Michael Jebsen, der også har investeret i en stribe andre badehoteller. Stilen er inspireret af Bindesbølls pakhuse ved havnen i Skagen. Pr-foto

En stribe rigmænd med dybe lommer investerer med hjertet og opfylder danskernes – og egne – drømme om det nostalgiske liv i badehotellernes guldalder i forrige århundrede.

Første halvdel af 1900-tallet var badehotellernes storhedstid med kvinder i lette sommerkjoler, mænd i lyse hørjakker, morgendukkert i havet, solnedgang over havet, værelser med stribet tapet og lette gardiner, nystrøget sengetøj og pandestegt rødspætte med ribssyltetøj.