Rigtige præsidenter flyver amerikansk

Hvem tilbyder den mest amerikanske helikopter? Det mener producenten Sikorsky er afgørende, når præsidenten skal have ny helikopterflåde.

Amerikanske præsidenter flyver i amerikanske helikoptere og ikke i obskure udenlandske mærker. I hvert fald hvis man spørger USAs berømte helikopter-producent Sikorsky, der kæmper mod et internationalt konsortium om at bygge afløseren for den amerikanske præsidents aldrende helikopterflåde.

Sikorskys problem er imidlertid, at en række af underleverandørerne til Sikorsky S-92-helikopteren er fra lande som Kina, Japan og Brasilien.

Så for at kunne hævde at de 23 nye præsidentielle helikoptere er hundrede procent amerikansk bygget, har selskabet til netop denne ordre udskiftet samtlige udenlandske leverandører med amerikanske.

Det kan man kalde patriotisme. Det andet konsortium tilbyder et noget mindre racerent produkt - en italiensk-britisk Agusta-Westland EH101, der til den festlige lejlighed har skiftet navn til US101.

Det bedste produkt
For ikke at virke for udenlandsk har Agusta-Westland også ladet sig indrulle i et konsortium, der har den amerikanske militærproducent Lockheed-Martin som formel leder. Her tager man Sikorskys »køb amerikansk«-strategi med ro:

»Vi mener ikke, at spørgsmålet er, hvad der er det rette indenlandske indhold, men hvad der vil tilbyde det bedste produkt til præsidenten,« sagde chefen for US101-projeket, Steve Ramsey, til Wall Street Journal.

Der måtte næsten gå nationale følelser i sådan en sag. Sikorsky har fløjet samtlige præsidenter siden Eisenhower. Den karakteristiske gran-grønne og hvide helikopter transporterer præsidenten fra Det hvide Hus til Andrews-luftbasen, hvor Air Force One bor, og på andre mindre ture.

Faktisk er der 21 helikoptere i den nuværende flåde - og den helikopter, hvor præsidenten er ombord hedder altid Marine One.

Den helikopter, han oftest flyver i, ville ikke nå langt hos en brugtfly-forhandler - den er fra starten af 1960erne. Den flyves af en elite-helikopterenhed fra Marinekorpset - deraf navnet, Marine One.

Flåden, som har ansvaret for helikopterindkøbet, vælger en vinder i maj. De nye helikoptere ventes på vingerne - eller rettere: rotorbladene - i 2008.

Ordrens værdi på 1,5 milliarder dollar er småpenge i militærindustrien. Men prestigen og deraf følgende reklameværdi af at transportere verdens mægtigste mand kan gavne salget af civile helikoptere svært.