Retfærdighed er ikke en by i Rusland

»Retfærdighed er en by i Rusland«. Udtrykket ser ikke ud til at være tilfældet. For tiden udspilles sidste akt af et fantastisk spil om olieselskabet Yukos i Moskva.

SAGEN OVERGÅR ethvert filmmanuskript i fantasi, men det handler kun om penge, magt og mennesker. Så vidt vides indgår ingen drab selv om også dette har været antydet. Hvor langt sagen er kriminel, og hvorvidt det er politisk betonet er et åbent spørgsmål.

Det interessante er, at Yukos med en olieproduktion på 1,75 millioner tønder om dagen (2 procent af hele verdens olieforbrug) er en veritabel guldgrube. Myndighederne lader hver skattebetaling fra selskabets side afløse af endnu større krav. De resterende ledere er nu flygtet, og en konkurs er bebudet fra selskabets egen side. Altså selvmord forceret af myndighedernes totale magtfordrejning.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor alle pengene bliver af, og tilsvarende hvor de akkumulerede aktiver befinder sig? Såfremt selskabet er blevet unddraget indtægter af ledelsen ved udenlandske firmaers mellemkomst er sagen jo ikke Yukos' ansvar men de pågældende personers. Selskabet burde med andre ord have enorme beløb til gode.KAMPEN OM RUSLANDS største olieselskab er imidlertid ikke underlagt almindelig sund fornuft eller ret og rimelighed. Der er politik i sagen, og Kreml-styret er særdeles opmærksom på forløbet af affæren. Der arbejdes nemlig med et tveægget sværd. På den ene side udestår opklaring af økonomiske forhold, som skal baseres på lovgivning. På den anden side står de politiske vinkler af sagen, der omfatter en magtkamp mellem de nyrige oligarker og Kreml administrationen.

Putin er sikkert en udmærket russisk udgave af Bismarck, men forskellen er, at der findes et udgangspunkt, hvor Systemet har magten i en form for autokratisk administration. Den russiske opbakning til Styrets mand i Ukraine er endnu et eksempel på den fuldstændige mangel på demokratisk tankegang og optimering af egne interesser.

Politisk er der popularitet og stemmer i at få krammet på de nyrige oligarker. En snæver kreds af personer opnåede en uforholdsmæssig god luns af landets værdier ved det »urrov«, som fulgte Sovjet-statens sammenbrud under Jeltsins særprægede styre. Samtidig prøver landet at sandsynliggøre en demokratisk udvikling i retning af et retssamfund, og hertil kommer behovet for udenlandske investeringer. I første omgang skal man udbygge energi branchen yderligere for at forstærke indkomstgrundlaget og herefter et bredere erhvervsliv. UDENRIGSPOLITIK DIKTERES IKKE af principper om høje idealer men af interesser. Denne sandhed præger alle lande bortset fra små, gamle demokratier uden betydning, herunder Danmark. Vestlandene vil formentlig se igennem fingre med at Yukos ofres mod til gengæld at opnå et eller andet bindende tilsagn om, at vilkårlighed alligevel ikke er rådende. Såfremt man ikke formår dette vil ingen udenlandske selskaber for alvor turde investere store faste beløb i landet.

Yukos er ved at blive nationaliseret via skattevæsnet, der angiveligt kan opfinde krav på hvad som helst. Afslutningen er allerede lagt i faste rammer: Virksomhedens aktiver vil blive solgt ved en slags tvangsauktion, og med Staten i rollen som auktionarius skulle det undre om det hele ikke overtages for en slik af et statsdomineret selskab.