Restauranter: Kørekort til fødevarer er unødvendigt

Regeringens nye forslag om et fødevare-kørekort er skudt helt forbi, mener Danmarks Restauranter & Cafeer. Spiritusbevillingerne bør i stedet bruges som et våben mod snyd i branchen.

Alle fødevarevirksomheder skal fremover have et særligt næringsbrev eller kørekort til at drive forretning. Dette nye forslag fra regeringen har skabt dyb splid mellem restaurationsbranchens to store arbejdsgiverorganisationer.

Mens Horesta mener, at et fødevarekørekort kan dæmme op for den udbredte svindel i branchen, ser Danmarks Restauranter & Cafeer (DRC) kørekortet som en helt unødvendig administrativ byrde.

DRC vil ikke betale en krone for det nye fødevarekørekort og mener, at de allerede eksisterende spiritusbevillinger kan bruges som et middel til at bekæmpe svindlen i branchen.

»Fødevarekørekortet er helt unødvendigt. Spiritusbevillingerne kan fungere som en slags kørekort, hvor bevillingen fjernes som straf for ulovligheder. Fjernes bevillingen fra en ulovlig forretning, svarer det nemlig reelt til at lukke stedet,« siger Carsten Kruuse, informationschef i Danmarks Restauranter & Cafeer.

Ved at stramme op om bevillingsnævnene kan Told & Skat fokusere på at lave razziaer mod de omkring 5.000 butikker, der ikke har en spiritusbevilling, mener Carsten Kruuse.

Register over svindlere
Fronterne er trukket skarpt op i branchen, og Horesta afviser forslaget fra Danmarks Restauranter & Cafeer.

»En del af ordningen med et fødevarekørekort er et register over personer i branchen, der laver ulovligheder. Dette register er absolut nødvendigt i kampen mod den udbredte svindel,« siger Lone Njor Hulth, direktør i Horesta.

Lovforslaget om det nye fødevare-kørekort bliver fremlagt i Folketinget i løbet af foråret.