Rentedyk – et spark til euroen

Faren for en længere periode med meget beskedne prisstigninger i de 17 eurolande får ECB til at nedsætte renten til kun 0,25 procent.

Præsidenten for ECB, Mario Draghi, er fortsat klar til at gøre »whatever it takes« for at redde euroen. Fold sammen
Læs mere

Europa er i fare for at havne i en slags japansk dvaletilstand, hvor priserne falder eller holder sig stort set uændret i en længere periode. Den udvikling kan få alvorlige konsekvenser, fordi mange så udskyder forbrug og investeringer, hvilket kan få ledigheden til at bide sig fast på det nuværende historisk høje niveau på over 12 procent af arbejdsstyrken.

Derfor vælger det 23 mand store styrelsesråd for Den Europæiske Centralbank (ECB) nu – langt om længe – at sænke sin udlånsrente til 0,25 procent fra de 0,5 procent, som renten ellers har været holdt fast på siden maj i år.

Det er præsidenten for ECB, italienske Mario Draghi, som begrunder rente­sænkningen med faren for en »længere periode med lav inflation«.

Mario Draghi har fået stor ros, nærmest fra hele verden, for at have håndteret eurokrisen på en ekstremt god måde og af­monteret risikoen for et sammenbrud af euro­samarbejdet.

Særligt vigtig var hans erklæring i juli sidste år, hvor han sagde, at ECB er klar til at gøre »whatever it takes«, altså alt, hvad der er muligt for at redde euroen.

Den udtalelse står stadig som en slags vende­punkt i gældskrisen. Hans bemærkninger blev siden bakket op af en krisefond, som kan foretage ubegrænsede opkøb af obligationer fra de sydeuropæiske lande, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Men denne mulighed har endnu ikke været taget i brug. Alene truslen om, at disse opkøb kan finde sted, har indtil videre været nok til at holde renten nede, især i Spanien og Italien.

Men trods dette er ECB længe blevet kritiseret for at nøle for længe med at sætte renten ned, når alle tegn pegede i retning af lav vækst, aftagende inflation og tårnhøj ledighed.

Rentedykket hos ECB kommer, efter at inflationen i oktober faldt til 0,7 procent, hvilket er den mest afdæmpede udvikling i fire år, siden finanskrisen var på sit højeste tilbage i 2009.

Da inflationen sidst dykkede voldsomt til 1,2 procent i april, nedsatte ECB også en måned senere sin rente til de nuværende 0,5 procent, hvor den har ligget lige siden.

Men ECB har i næsten et år i egne prognoser for inflationen forudsagt, at inflationen i 2014 ville være på mindre end 1,4 procent, hvilket er pænt under de to procent, som ECB skal forsøge at fastholde inflationen på.

Så der har længe været plads til et rentedyk, uden at noget er sket.

Danmarks Nationalbank plejer at følge de renteændringer, som ECB gennemfører. Det sker for at holde kronen på en fast kurs over for euroen.

Men i første omgang har Danmarks National­bank valgt at fastholde sin udlånsrente uændret på 0,2 procent, sådan at afstanden mellem renten i Danmark og euroområdet nu kun er på 0,05 procent mod 0,3 procentpoint, før ECB slog til.

»Når Danmarks Nationalbank fastholder sin rente, skyldes det sandsynligvis, at den danske krone er relativt svag i forhold til euroen. Men det er typisk også indlåns­renten, som styrer markedsrenten og dermed valutakursen,« siger Rasmus Gudum-Sessingø, der er seniorøkonom hos Handelsbanken.

ECB ændrede ikke sin indlånsrente, som fortsat er på 0,0 procent. Herhjemme er indlånsrenten på minus 0,1 procent.

Langt de fleste økonomer havde forudsagt, at renten først ville blive sat ned til næste rentemøde, der afvikles den 5. december. Årsagen er, at ECB normalt varsler eller signalerer, at en rentesænkning er på vej, før den slår til. Men det skete ikke denne gang.

Selv om renten nu er den laveste i euroområdet nogensinde, understreger Mario Draghi, at renten ikke har nået en nedre grænse, og at der fortsat er mulighed for at lempe pengepolitikken.

ECB kan således gøre indlånsrenten negativ som herhjemme, så bankerne skal betale for at have penge placeret hos den magtfulde ECB, som har hovedsæde i Frankfurt.

ECB kan også tage andre værktøjer i brug. Den kan eksempelvis øge udlånet til bankerne, som det tidligere er sket med de såkaldte long term refinancing operations (LTRO).

Det er over 1.000 milliarder euro, som ECB har lånt ud til bankerne i 2011 og 2012. Men mange banker er i færd med at betale disse lån tilbage nu, enten fordi ikke har gode projekter at låne ud til, eller fordi de ikke mangler likviditet.

Endelig kan ECB også – som i USA, Japan og Storbritannien – opkøbe obligationer i markedet med såkaldt kvantitative lempelser, som presser de lange renter ned. Det er dog på kanten af, hvad EU-traktaten tillader, og kan kun ske i det såkaldte sekundære marked og ikke, når de enkelte lande udsteder nye statsobligationer.

»Vi overvejer alle muligheder og fortsætter med at overvåge konsekvenserne af vores pengepolitik meget nøje,« lød det i går fra Mario Draghi.

Så selv om renten nu er historisk lav og skraber bunden, står ECB ikke magtesløs, hvis inflationen i den nærmeste tid skulle fortsætte med at falde. Men det vil øge risikoen for, at Europa som Japan står foran en længere ørkenvandring med stilstand og krise.