Rekordstor kapitalflugt fra Kina i 2016

Ifølge investeringsbanken Goldman Sachs blev der i Kina foretaget overførsler på 1100 mia. dollar, eller 7771 mia. kr., fra januar 2015 til november 2016, hvilket er en rekordstor kapitalflugt.

Foto: RICHARD A. BROOKS.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Dagens Næringsliv.

- Kapitalflugten og svækkelsen af yuanen vil fortsætte og kan blive værre i første kvartal af 2017. Investorer er i stigende grad bekymrede for en stærkere dollar og den økonomiske situation i Kina, siger analysechef hos CEB International Investment, Banny Lam, til Bloomberg News.



Den kinesiske yuan har lagt det værste år siden 1990'erne bag sig med en kraftig svækkelse af valutakursen, som kun er accelereret i den senere tid med styrkelsen af dollaren efter Donald Trumps valgsejr. Overførslerne til udlandet forventes at tage til i starten af året, da kineserne oftest vælger at foretage de tilladte valutaoverførsler på 50.000 dollar om året i første kvartal.

Kinas regering vil muligvis gøre det sværere for private personer at købe udenlandsk valuta i år, blandt andet ved at reducere grænsen for valutaoverførsler på 50.000 dollar. Derudover vil Kina dog også indføre reformer for at åbne økonomien mere op i det nye år, blandt andet for at gøre det nemmere at investere i sektorer som finans, infrastruktur og detailhandel, skriver Dagens Næringsliv.



/ritzau/FINANS