Rekordmange danskere holdt ferie på danske hoteller i juli

Juli måned satte rekord for antallet af danskere, der valgte at overnatte på danske hoteller og feriecentre.

Juli måned satte rekord i antallet af overnattende danskere på danske hoteller og feriecentre. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antallet af danskere, der overnattede under hjemlige himmelstrøg på hoteller og feriecentre, slår rekord.

Det samlede antal af danske overnatninger nåede i juli op på 2,2 millioner. Det er en stigning på 153.000 overnatninger sammenlignet med samme måned sidste år. Det oplyser Danmarks Statistik.

Det samlede antal af danske overnattende gæster for juli i år er det højeste siden statistikkens start i 1992.

I alt var der 2,5 millioner overnatninger på landets hoteller og feriecentre, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til juli sidste år. Det svarer til 172.000 flere overnatninger.

»Danskerne har i den grad holdt sommerferie under hjemlige breddegrader,« skriver privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer i en mail.

Privatøkonomen kalder stigningen kærkommen, fordi coronakrisen har taget hårdt på landets overnatningssteder. Han peger på, at det er især hotellerne og vandrerhjemmene, som har manglet gæster i forbindelse med krisen.

Trods stor stigning i antallet af danske gæster, er det samlede antal af overnattende gæster stadig lavere, end det var før corona. Det skyldes et stort fald i udenlandske gæster.

Ifølge Danmarks Statistik var der i juli 2019 samlet 2,9 millioner overnatninger.

»Sammenligner vi de sidste 12 måneder med de foregående 12 måneder, så kan vi se, at hotellerne har tabt 30 procent af overnatningerne, mens tallet er 32 procent for vandrerhjemmene.«

Brian Friis Helmer peger på at lempede ind- og udrejserestriktioner kan blive en hjælpende hånd for branchen og betyde, at flere udenlandske gæster igen vælger at tage til Danmark.

Antallet af udenlandske overnatninger steg i juli med fem procent sammenlignet med sidste år og kan ses som en effekt af lempede covid-19-restriktioner. Det skriver Danmarks Statistik.

Det skal dog ses i lyset af, at overnatningssteder i hele landet oplevede store fald i antallet af udenlandske gæster i sommeren 2020 på grund af corona.

Ifølge Danmarks Statistik havde danske hoteller og feriecentre 1,4 millioner udenlandske overnatninger i juli 2019. I juli i år var der 386.607.

Trods rekordmange overnattende danske gæster, oplevede landets campingpladser et fald i antal overnattende gæster på en procent i juli 2021. Det svarer til 61.000 færre overnatninger.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes det udelukkende fald i de udenlandske overnatninger på ni procent. Campingpladserne har især oplevet et fald i antallet af norske og tyske overnattende gæster.

/ritzau/