Rekordhøjt niveau for forbrugernes forventninger

Danskernes forventninger til forbrug på det højeste niveau i 17 år, viser ny måling fra Institut for Konjunktur Analyse.

Hvis danskerne gør, som de siger, vil der virkelig blive langet forbrugsgoder over disken i landets butikker i de kommende tre måneder. Forbrugerkøbsindekset fra Institut for Konjunktur Analyse (IFKA) er med 148 på sit højeste niveau i 17 år.

Visheden for fortsat lave renter på flekslån, forårspakkens skattelettelser og mindre frygt for ledighed er sammen med et opsparet forbrugsbehov med til at sætte danskerne i forbrugshumør.

Direktør i IFKA, Jørn Thulstrup er overrasket over den store stigning.

- Godt nok havde jeg regnet med en stigning i indekset, men at det blev det højeste i den tid, vi har målt det, kom som en overraskelse. Det tegner godt for julehandlen og privatforbruget, siger Jørn Thulstrup. Det er alle varegrupper fra biler, elektronisk udstyr til møbler og boligudsyr, forbrugerne vil kaste sig over.

Til sammenligning var indekset før jul sidste år på 108.

/ritzau/