Rejsepris til Bravo Tours

Gode initiativer og ufraveget princip om danske rejseledere gav Bravo Tours Danske Rejsejournalisters og Europæiskes rejsepris.

Bravo Tours fik i forbindelse med rejsemessen Ferie 09 i Bella Center i København overrakt rejsebranchens fornemmeste hædersbevisning, Danske Rejsejournalisters og Europæiskes Rejsepris. Det sker for 27. gang på messen feriemessen i Bella Center og for 33. gang i alt.

Rejseprisen blev indstiftet i 1965 i samarbejde mellem Danske Rejsejournalister og Europæiske. Rejsejournalisterne vælger vinderen, der i det forgangne år har gjort noget særligt for forbrugerne på rejseområdet.

Foreningens formand, Anne Vibeke Isaksen, fremhævede Bravo Tours’ mange initiativer som fx rejser til det ellers lukkede Nordkorea og Bravo Tours’ vedholdende princip om altid at have dansktalende rejseledere, da hun overrakte prisen til Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.

Bravo Tours er også meget aktive i portugisiske Azorerne med 15.-17.000 gæster om året. Men ellers er man de populære rejsemål som Kina, USA og Thailand. Peder Hornshøj peger på fordele ved charterturisme som tryghed og pris i forhold til lavprisfly.

- Bravo Tours fejrer i år sin 10-års fødselsdag med mange aktiviteter og initiativer. Derfor passer det os særdeles glimrende, at vi modtager Europæiskes Rejsepris netop i år, sagde Peder Hornshøj i forbindelse med modtagelsen.

I 1999 begyndte man med 12.000 rejser. I fjor blev det til 142.000 rejser. Måler i år er 155.000 gæster – hvor 60 procent rejser fra Billund, 35 procent fra Kastrup og fem procent fra Aalborg. Det giver ca. 45 flyafgange om ugen.

- Charterrejser handlede i gamle dage om billig sprut og grisefester, men i dag er kunderne kræsne og ønsker meget mere. Branchen er langt fra død, som det har været spået mange gange. Den er mere levende end nogensinde. Bravo Tours er 10 år og bliver snart teenager – og ustyrlige, sagde Peder Hornshøj.

Bravo Tours er blandt Danmarks tre-fire største rejsearrangører. Bravo Tours med hovedsæde i Herning og salgskontor i København har 110 medarbejdere i Danmark og et tilsvarende antal på destinationer over hele verden.

Siden 2005 har Bravo Tours været en del af det islandske Primara Tavel Group, som dog har valgt Danske Banks afdeling i Malmö som bankforbindelse.