Regnskab sendte TDC til tops i dansk kursfremgang

TDCs halvårsregnskabet blev mod-taget med kursfremgang på næsten tre procent, hvilket gjorde aktien til dagens mest stigende i KFX-indekset, der samlet gik en halv procent frem.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det danske KFX-indeks fulgte torsdag fra morgenstunden den opadgående tendens, der prægede de europæiske markeder, efter at olieprisen sent onsdag atter faldt lidt tilbage fra sit rekordhøje niveau. Som det øvrige europæiske marked tabte det danske hovedindeks lidt af pusten ud på eftermiddagen, men det blev til et samlet plus for dagen på 0,5 pct. Som så ofte før stod A.P. Møller - Mærsk (+ 1,6 pct.) for den største indekspåvirkning. Lundbeck trak derimod mest ned med et fald på 2,3 pct. til kurs 118,25.

Dette er aktiens laveste niveau siden udgangen af marts, og siden årets højdepunkt i midten af juni har den tabt 17 pct. I samme periode er Bloombergs europæiske medicinalindeks blot gået et par procent tilbage.

TDC stod med sit regnskab for andet kvartal for dagens største selskabsspecifikke nyhed. Kvartalsopgørelsen viste pæn fremgang i både omsætning og overskud. Det blev til en nettoomsætning på 10,8 mia. kr., mens driftsresultatet (EBITDA) havnede på 3,1 mia. kr. I forbindelse med regnskabet blev forventningerne til helårsresultatet samtidig løftet. Fra tidligere at have ventet et driftsoverskud på 12,1 mia. kr., lyder prognosen nu på 12,2 mia. kr. I praksis er opjusteringen dog omkring dobbelt så stor, da det frasolgte selskab Dan Net nu ikke længere indgår i forventningerne.

Regnskabet blev fremlagt inden markedets åbning, og teleaktien var i løbet af formiddagen næsten fire pct. over onsdagens lukkekurs. Den faldt som det øvrige marked dog lidt tilbage og lukkede med et plus på 2,9 pct. i kurs 205,5. Dette var dog stadigvæk nok til at gøre aktien til torsdagens mest stigende i KFX-regi. Samtidig stod TDC for dagens største omsætning på Fondsbørsen, da den blev handlet for 421 mio. kr.

Efter onsdagens regnskabsrelaterede kursfald på 3,5 pct. genvandt Novozymes lidt fodfæste med et plus på 1,1 pct.

Biotekselskabet NeuroSearch sikrede sig ligeledes et løft i aktiekursen med nyheden om, at selskabet starter kliniske fase 1 forsøg med et nyt smertestillende stof under den tekniske betegnelse ABT-894. Udviklingen af stoffet, der har udvist smertelindrende effekt på højde med morfin, foregår i samarbejde med Abbott Laboratories, og NeuroSearch modtager en milepælsbetaling fra den amerikanske samarbejdspartner. NeuroSearch-aktien var allerede inden nyheden steget noget, og den endte dagen med et samlet plus på 2,8 pct.

Underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment var med et fald på 4,7 pct. at finde blandt dagens mest faldende aktier efter onsdagens nederlag for fodboldholdet FCK i kvalifikationen til Champions League.