Regeringen vil ikke kunne holde udgifterne i ro

Uanset hvor meget finansminister Thor Pedersen (V) har betonet, at væksten i de offentlig udgifter næste år kun må stige minimalt, vil regeringen ikke kunne overholde sin egen målsætning.

Det mener vismændene i Det Økonomiske Råd, som i deres forårsrapport vurderer, at presset for nye velfærdsudgifter er så stort, at de offentlige udgifter samlet set vil stige med 1,2 pct. næste år. Regeringen regner selv med en stigning på kun 0,7 pct. ifølge den Økonomiske Redegørelse fra sidste uge.

Vismændene er enig med regeringen i, at væksten i dansk økonomi til en vis grad er hæmmet af mangel på arbejdskraft, men de er en anelse mere pessimistiske i forventningerne til væksten end regeringen. Vismændene regner med, at den i år vil blive på 1,5 pct. mod regeringens 1,7 pct., og næste år 2,2 pct. mod regeringens 2,3 pct.

Dansk vækst er afhængig af konjunkturerne i udlandet, og vismændene understreger, at det er noget usikkert, hvornår det internationale opsving vil komme, og hvor kraftigt det vil blive.

/ritzau/