Regeringen til erhvervslivets klima-bosser: Jeres grønne løsninger må intet koste

Regeringen vil have erhvervslivet til at anvise klimaløsninger, som ikke belaster statsfinanserne eller den samlede samfundsøkonomi. Det kan ikke lade sig gøre, lyder det fra erhvervslivets top.

»Man kan ikke undgå, at den grønne omstilling kommer til at koste noget på statsfinanserne og samfundsøkonomien,« siger Grundfos-topchef Mads Nipper, der er formand for regeringens klimapartnerskab for produktionsvirksomheder. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringen ønsker, at erhvervslivet anviser konkrete løsninger til den klimahandlingsplan, som politisk skal besluttes til foråret. Derfor nedsatte statsminister Mette Frederiksen (S) i forrige måned 13 hurtigtarbejdende klimapartnerskaber med en række af landets mest magtfulde topchefer som formænd.

Allerede inden arbejdet er gået i gang, har regeringen og embedsmændene dog fastsat en række begrænsninger, der tilsyneladende skal være med til at dæmpe behovet for finansiering på Finansloven for 2021, som ventes at blive genstand for det helt store grønne slagsmål.