Regeringen klar til at ændre loven

Regeringen vil ikke tøve med et lovindgreb efter EU-dom, hvis det er nødvendigt, siger statsministeren.

Regeringen er klar til at ændre loven, hvis det bliver nødvendigt, efter EUs domstol i Luxembourg tirsdag dømte Danmark for at gøre forskel på danske og udenlandske pensionsselskaber. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på sit ugentlige pressemøde, da han blev spurgt til dommen.

- Det må selvfølgelig blive et foreløbigt svar, for vi har lige modtaget dommen. Vi vil straks studere, hvad den indebærer. Når vi har gennemført vores analyse, vil vi overveje, hvad det måtte føre til af ændret lovgivning. Men jeg vil gerne understrege, at regeringen ikke vil tøve med at reagere lovgivningsmæssigt på det, hvis det er nødvendigt, sagde statsministeren.

/ritzau/