I 2029 skal nye, store anlæg til CO2-fangst indsamle 2,3 millioner ton CO2 fra landets største klimaforurenere. Drivhusgasserne skal sendes via nyetablerede rørledninger gennem Danmark til lagring under Nordsøen eller dybt nede under den danske muld. Pris for staten: 27 milliarder kroner i støtte.
Sådan lyder det forhandlingsudspil, som klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) mandag formiddag præsenterede på en fugtig græsmark ved et halmlager uden for Avedøreværket, som Ørsted driver i Hvidovre syd for København.

