Regeringen og dens støttepartier varsler nu et nyt udspil på transportområdet, som skal sikre renere luft i byerne. Det skriver Politiken.
Miljøminister Lea Wermelin (S) fremlægger senere på ugen et egentligt udspil, men allerede nu er hun og regeringen enige med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om at gøre det muligt at indføre såkaldte »nulemissionszoner« i byerne, som vil betyde, at der ikke længere er adgang for køretøjer med forbrændingsmotorer, men derimod kun el- og brintkøretøjer.
Samtidig er det ønsket, at de største byer skal kunne skærpe kravene til miljøzoner, som blandt andet kan få den konsekvens, at det bliver slut med dieselbiler i miljøzonerne.
Der er ikke tale om en egentlig model for, hvordan disse nulemissionszoner kommer til at fungere, da forslaget fokuserer på at sikre den lovhjemmel, det i første omgang kræver. Lea Wermelin understreger dog, at man vil lede efter en model, hvor både dem med bolig og virksomhed i en nulemissionszone fortsat kan benytte bilen.
»Den konkrete model for, hvordan vi kommer til at gøre det, skal vi drøfte med de andre partier. Det har været et ønske fra støttepartierne og flere kommuner at få den her mulighed, og vi skal først sikre, at der bliver en reel lovhjemmel til det,« siger Lea Wermelin til Politiken.