Reformerne venter på både Fogh og Lykketoft

Uanset om statsministeren hedder Fogh Rasmussen eller Lykketoft efter valget, så venter reformerne på dem. Og de bør tage hul på debatten nu, mener professorer.

En kommende statsminister skal gennemføre reformer efter et folketingsvalg, hvis der skal være råd til de flere ældre. Det mener professor i økonomi ved Syddansk Universitet Svend E. Hougaard Jensen.

- De økonomiske udfordringer er der jo, og man kan påvirke dem med en hensigtsmæssig økonomisk politik og med reformer, der især påvirker tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, siger Svend Erik Hougaard Jensen.

Baggrunden er, at den økonomiske 2010-plan er i store vanskeligheder. Planen var SR-regeringens opfindelse, og siden har VK-regeringen gjort den til sin finanspolitik. Regeringens nye Økonomiske Redegørelse viste, at planen skrider på de vigtigste punkter.

Overvismand, økonomiprofessor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, ser også tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet som den helt store udfordring i en kommende reform.

/ritzau/