Reform skal sikre mådehold

Historien har vist, at politikerne er umådeligt dårlige til at kontrollere væksten i det offentlige forbrug.

Læs mere
Fold sammen
Mens ønskerne til nye kommunegrænser luftes i debatten om fremtidens offentlige sektor, minder økonomer og andre eksperter politikerne om, at en reform skal sikre bedre kontrol over det offentlige forbrug.

»Strukturreformen bør som øverste målsætning have at styre de offentlige udgifter,« sagde Palle Mikkelsen, forskningschef ved Institut for offentlig økonomi, da han i går talte ved Venstre Erhvervspolitiske Udvalgs konference på Christiansborg.

Konferencen handlede om fremtidens offentlige sektor, men Palle Mikkelsen kunne ved at se på fortidens planer for sektoren konstatere, at der i høj grad var et styringsproblem.

»Hvis der er noget, som ikke kan bruges til noget som helst, så er det offentlige budgettal,« sagde Palle Mikkelsen, der anbefaler politikerne, at de tvinger de nye kommuner til at lægge budget efter 2002 regnskaberne for de enkelte kommuner.

Så enkel var overvismand Peter Birch Sørensens løsning ikke. Men professoren fra Københavns Universitets Økonomiske Institut var enig i, at der skulle nye redskaber til.

Han mener ikke, at skattestoppet alene kan garantere kontrol over de offentlige udgifter. For det første mener overvismanden, at skattestoppet er for ufleksibelt, og derfor giver et dårligt fungerende skattesystem. For det andet frygter han, at skattestoppet kan føre til, at regeringen slækker sine krav til gældsafviklingen, hvis det pludselig viser sig, at kommunerne fortsat bare udvider forbruget.

»Hvis formålet er at få styr på de offentlige udgifter, hvorfor så ikke sætte faste rammer for udgifterne i stedet,« sagde Peter Birch Sørensen.