Referat afslører tysk modstand mod ECBs redningsplan

To tyske medlemmer af Den Europæiske Centralbanks (ECB) Styrelsesråd forsøgte at bremse beslutningen om opkøb af obligationer. Det fremgår et referat, som ECB for første gang har offentliggjort fra de normalt lukkede møder.

Mario Draghi er topchef i ECB, der nu løfter sløret for snakken på de lukkede møder. Foto: Francois Renoir/Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS LENOIR

Der var bred opbakning i det 25 mand store styrelsesråd for Den Europæiske Centralbank (ECB) til det omfattende program for opkøb af obligationer, der blev besluttet 22. januar i år. Det fremgår af det første referat, som nogensinde er udsendt fra det vigtige møde i ECB.

Centralbankerne i både USA, Storbritannien og Japan har i årevis udsendt referater fra deres rentemøder, hvor uenigheden om stort og småt er blevet beskrevet ned til mindste detalje.

Men ECB har ført en mere lukket politik og ikke ønsket at udsende referater fra sine møder før nu. Det var et historisk stort program for opkøb af obligationer på hele 1.140 milliarder euro, som styrelsesrådet besluttede for tæt ved en måned siden. I styrelsesrådet sidder nationalbankdirektører fra de 19 eurolande samt ECBs seks mand store direktion, der har Mario Draghi som formand.

»Køb af statsobligationer ser ud til at være det eneste tilbageværende instrument, der kan skabe den nødvendige pengepolitiske stimulans,« hedder det i det 18 sider lange referat.

Medlemmerne af styrelsesrådet skal tænke på, hvad der er bedst for alle 19 eurolande og ikke kun for deres eget land. Derfor fremgår det ikke af referatet, hvem der sagde hvad, fordi de så måske kunne udsættes for politisk pres.

Men det står nogenlunde klart, at det er Tyskland, der er repræsenteret i styrelsesrådet ved topchefen fra Bundesbank, Jens Weidmann og direktionsmedlem Peter Praet, der på mødet 22. januar forsøgte at bremse for de nu vedtagne opkøb af obligationer.

Inflation op og arbejdsløshed ned

Det skete med henvisning til, at yderligere pengepolitiske stimulanser ikke var nødvendige på nuværende tidspunkt, og at det var bedre at vente og se tiden an og lade de ting, som allerede var vedtaget, virke.

Massive opkøb af obligationer skulle også bevares som et instrument, der kun ville blive taget i anvendelse under helt ekstreme forhold, hvor alt andet var forsøgt, som det blev fremført på mødet angiveligt af Jens Weidmann.

Det ser dog ud til, at den tyske holdning var, at opkøb af obligationer var et brugbart og nyttigt instrument, men at det havde været bedre at vente til senere med den slags drastiske tiltag.

Styrelsesrådet valgte tilmed at gå endnu mere drastisk til værks, end ECBs egne økonomer lagde op til.

De havde anbefalet opkøb for 50 milliarder euro om måneden, men det blev forhøjet til 60 milliarder om måneden for at signalere handlekraft og beslutsomhed. Det skete, efter at ECB gennem flere år er blevet kritiseret for det modsatte, nemlig at nøle og se tiden an. Det er sket i en sådan grad, at det er en stående vits på de finansielle markeder, at man skal »vente og se med ECB«.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, begyndte med sine første opkøb af obligationer i november 2008 – altså kun ganske kort tid efter, at finanskrisen var brudt ud i lys lue.

Amerikanerne fulgte tilmed op med to andre programmer senere, der blev påbegyndt i november 2010 og september 2012. Men det er så først nu – altså seks år senere – at ECB for alvor tager fat efter at have forsøgt en masse andet.

Formålet med opkøbene er officielt at få inflationen op i nærheden af to procent, men det skal også skabe så meget aktivitet, at det sænker den tårnhøje arbejdsløshed, som i Europa har ligget over 11 procent af arbejdsstyrken i flere år, mens den er faldet stort i USA og er nede på det halve af dette niveau.

Mange har talt om, at Europa kunne havne i japanske tilstande med et tabt årti uden vækst og høj ledighed.

Men det er snart ti år siden, at krisen brød ud, og i og med, at opkøbene i første omgang skal fortsætte mindst frem til efteråret 2016, kommer der nok til at gå ti år, før krisen i bedste fald kan erklæres for slut.

Europas tabte årti er en realitet, og ECBs ansvar for den udvikling bliver sikkert et stærkt omdiskuteret emne i de kommende år.