Recommended har succes med nordisk samarbejde

Det jyske reklamebureau Recommended - tidligere NP3 - er med succes trådt ind i en nordisk bureau-kæde af samme navn.

Bureauet har tiltrukket en række nye kunder i et trængt marked, og har på den måde løftet omsætningen. Det seneste årsregnskab for perioden 2003/04 viser en stigning i nettoomsætningen til 359,7 mio. kr. fra 323,0 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.

- Vi er gået frem på det danske marked, og er begyndt at se resultaterne af det nordiske samarbejde, siger adm. direktør Allan Bartram.

Han fortæller, at den amerikanske pumpekoncern ITT Flygt er den første kunde, der er kommet til Recommended via de nye partnere i Norden. Til gengæld har Recommended sent to kunder den anden vej: Mytravel og K-Salat.

Det var NP3 der sidste år tog initiativ til den nordiske bureaukæde:

- Vi kom til den konklusion at skulle vi blive større måtte vi have del i de budgetter, der gik over grænserne, siger Allan Bartram.

Stabil vækst

Recommended i Danmark er hovedaktionær i det nordiske selskab Recommended Nordic med en aktiepost på 52 pct.

Recommended er vokset stabilt gennem de senere år. Bureauet har ikke redet med på det gevaldige boom i branchen i slutningen af halvfemserne og begyndelsen af 2000. Til gengæld slår branchens nedtur i kølvandet på dot-com boblens bristen heller ikke igennem på regnskaberne i de seneste år.

- Det skyldes, at vi har satset på store solide virksomheder primært inden for detailhandlen, som aldrig selv har været i problemer.

Selvom Recommended er i god økonomisk gænge, kan man godt mærke at der skal arbejdes hårdere for at tjene penge.

- Vi omsætter for 14 pct. mere i dag end sidste år, men tjener de samme penge. Der skal arbejdes hårdere for tingene nu end tidligere, siger Allan Bartram.

Recommended Denmark I/S - ÅrhusTal i mio. kr. 2003/04 2002/03

Nettoomsætning 359,7 323,0

Bruttoresultat 72,7 64,1

Resultat af primær drift 8,6 8,5

Årets resultat 10.1 10,5

Egenkapital 19,7 14,8

Antal ansatte 98 86