Recessionen bider sig fast i Rusland

Sanktioner og faldende efterspørgsel har gjort, at Rusland er tvunget i knæ og ikke kan rejse sig.

Foto: VASILY FEDOSENKO. - Rusland befinder sig lige nu i en nedadgående økonomisk spiral, der synes svær at komme ud af. Lige nu peger pilen nedad for vigtige sektorer såsom fremstilling og byggeri, ligesom vi ser betydelige fald i både investeringer og forbrug, siger partner i Deloitte Hans Henrik Pontoppidan i en pressemeddelelse.
Læs mere
Fold sammen

Recessionen har for alvor bidt sig fast i Rusland. Tallene for flere af landets sektorer var katastrofale de første måneder af 2015.

Det viser en analyse fra konsulentfirmaet Deloitte.

- Rusland befinder sig lige nu i en nedadgående økonomisk spiral, der synes svær at komme ud af. Lige nu peger pilen nedad for vigtige sektorer såsom fremstilling og byggeri, ligesom vi ser betydelige fald i både investeringer og forbrug, siger partner i Deloitte Hans Henrik Pontoppidan i en pressemeddelelse.

I april faldt reallønnen således med 13,2 pct. i forhold til året før. Det er det største fald siden 1999. På trods af de dystre udsigter, har den russiske centralbank dog haft en vis succes med sin monetære politik, vurderer Deloitte.

- Sidste år satte centralbanken renterne dramatisk i vejret for at forhindre rublens totale kollaps, hvilket i det store hele lykkedes. Herudover er Rusland foreløbig blevet reddet af, at oliepriserne er nogenlunde stabiliseret efter voldsomme fald. Det har alt sammen bidraget positivt til økonomien, men altså ikke nok til at forhindre en recession, slår Hans Henrik Pontoppidan fast.

Heller ikke i de kommende måneder ser det ud til, at Rusland kan vriste sig fri af den økonomiske krise.

- Hvorvidt vi kommer til at se endnu en tilbagegang i økonomien afhænger helt og holdent af olieprisernes udvikling, hvor også Irans genindtræden på oliemarkedet spøger i kulissen. Eksporten af olie kan dog ikke dække over, at Rusland står over for vidtrækkende økonomiske problemer både på kort og lang sigt. Det gælder ikke mindst den faldende arbejdsstyrke, de skrøbelige banker samt statens ejerskab af russiske virksomheder, der stadig er langt over det internationale gennemsnit, siger Hans Henrik Pontoppidan.