Rebien træffer historisk beslutning – Novo Nordisk Fonden vokser ud af Danmark sammen med Novo Nordisk

Den tid, hvor Novo Nordisk Fonden placerer 90 procent af sine milliardstore uddelinger i Danmark, mens 99 procent af pengene strømmer ind fra salg og investeringer i andre lande, er ovre. Fremover vil hovedparten af fondens forventede vækst i uddelinger ske uden for Danmark. Det fortæller Novo-familiens overhoved, formand for Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen, i et interview.

Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden. Søren Bidstrup

Verdens største erhvervsdrivende fond, Novo Nordisk Fonden, og fondens guldfugl, medicinalkoncernen Novo Nordisk, står foran en periode med historisk vækst. Men Danmark vil ikke blive ved med at få lige så stor andel i de mange Novo-donationer som tidligere. 

Omkring 99 procent af de milliarder, fonden tjener på sit ejerskab af Novo Nordisk og på fondens egne milliardstore investeringer, stammer fra udlandet. Men 90 procent af de uddelinger, som fonden foretager, sker i øjeblikket i Danmark.