Rasende kendisfrisør: Luk op nu! Regeringen tvinger branchen ud i smittefarlig hjemmeklip og sort arbejde

Indehaveren af Danmarks største frisørsalon melder klar med en striks plan for coronasikker genoplukning af frisørfaget og andre liberale erhverv.

Så glad var frisør Dennis Knudsen, da han inden coronakrisen kunne bedrive sit fag. I dag er han frustreret over nedlukningen og har hidtil råbt på genoplukning for døve øren. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Meldinger fra Statens Serum Institut (SSI) om, at der er plads til mere genåbning, får nu kendisfrisøren Dennis Knudsen til at slibe saksene og varme føntørreren op. Ifølge SSIs direktør, Henrik Ullum, er smittetallene nu så fornuftige, at der er plads til mere genåbning, men det dulmer dog ikke for alvor Knudsens vrede.

»Vi skulle have været åbnet for længe siden. Frisørfaget har ligesom tatovører, massører og kosmetologer haft alt for store omkostninger og været alt for hårdt ramt i alt for lang tid,« siger Dennis Knudsen, der er indehaver af Danmarks største frisørsalon i København.

»Vi er en faggruppe, der kan kontrollere kundegruppen på telefonnummer og mailadresser. Vores kunder ringer jo og bestiller tid, så vi ved altid, hvem de er og kan stille krav om en frisk negativ test,« siger kendisfrisøren, som er frustreret over at skulle gentage sine gode argumenter igen og igen:

»Jeg har det virkelig, virkelig svært ved, at der ikke er nogen, der lytter til fornuft. Jeg har råbt højt om det flere gange på Facebook og i forskellige medier, men de har ikke lyttet til mig inde på Borgen endnu, og det har haft alvorlige konsekvenser.«

Ingen moms og skat

Ifølge frisørmesteren bliver mange mennesker klippet hjemme nu:

»Og det er ikke bare nogle få, det er rigtig, rigtig mange, der bliver klippet i private hjem. Det vil sige, at der er en masse frisører, der er ude at arbejde sort. De betaler ikke moms, og de betaler ikke skat. Men de er tvunget til at gøre det, fordi de ikke kan overleve, hvis de ikke får noget økonomi hjem. Det er staten, der har tvunget os ud i det.«

Dennis Knudsen peger på, at smitterisikoen er større i private hjem:

»For så er det jo ikke bare én, der skal klippes, så er det måske underboen og søsteren, der også lige skal op og klippes. Det er jeg simpelthen så rasende over, at regeringen ikke har kunnet se, at det er vigtigt, at vi åbner.«

»Der er rigtig mange frisører og kosmetologer, der overlever på den måde. Jeg har sagt nej til så mange kunder, og det gør jeg af én grund. Både af frygt for smitterisikoen, men også fordi jeg råber højt om, at vi skal åbne, og så kan jeg ikke stå og klippe folk privat også. Det går ikke for mig,« siger Dennis Knudsen.

Restriktionerne presser en pæn og lovlydig branche ud i ulovligheder.

»Frisørerne går ud og klipper sort af en god grund. For hvis de først opgiver, så kan de ikke få hjælpepakker. Men ideen med det sorte arbejde er, at kunden som regel får det billigere. Derfor kan man desværre godt forestille sig, at det er noget, der kan gentage sig også efter genoplukningen. Det skaber en dårlig kultur, men det er behageligt for kunden at få frisøren hjem – og billigere.«

Kendis-frisøren er ikke i tvivl om, at omfanget af sort hjemmeklipning er stort.

»Jeg har fået tilsendt masser af flyers med tilbud om hjemmeklipning, og folk har sendt mig fotos af opslag i opgangen i boligblokke med tilbud om hjemmeklipning med kontaktinformation om booking,« siger han.

Dennis Knudsen mener selv, at han har en absolut farbar og sikker vej til at lukke sin 400 kvadratmeter store salon op:

»Som sagt, så kender vi kunderne via mobilnummer og mailadresse, og vi kan bede om at se deres testresultat på mobilen. Kunderne ankommer til salonen med maske på, og frisørerne bærer selv maske og visir. Vi har gummihandler på næsten konstant, og vi spritter af næsten hele tiden og bliver testet hver anden eller tredje dag.«

Striks kontrolmiljø

»Alt i alt kan vi etablere et striks kontrolmiljø, som må kunne stille enhver sundhedsekspert tilfreds. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at politikerne kan være så blinde. De sidder inde på Borgen og kigger på statistikker og tal, men de ser ikke virkeligheden, og hvordan vi håndterer vores liv ude hos de små erhvervsdrivende.«

Før jul fortalte Dennis Knudsen i Berlingske om sit gode forhold til banken og kassekreditten, som skulle redde ham igennem nedlukningen:

»Nu er kassekreditten brugt op og overtrukket for længst. Men heldigvis har jeg et holdingselskab, som jeg overlever på, som sælger mine produkter i blandt andet Bilka, Føtex og Netto. Så min privatøkonomi er o.k., og det er jeg taknemmelig for.«

»Men mange frisører har ikke nogen anden mulighed at falde tilbage på. Mange kolleger, som af forskellige grunde ikke kan få hjælpepakker og så videre, har kun én mulighed for at få mad på bordet. Og det er at gå ud og klippe sort.«

»Restriktionerne presser en pæn og lovlydig branche ud i ulovligheder. Jeg føler lidt, at vi snart står i samme situation som minkavlerne. De afliver os simpelthen. Hvis regeringen ikke tager fat og lukker op nu, så afliver de os,« spår Dennis Knudsen dystert.