Radiator-opkøb luner

Læs mere
Fold sammen
A/S Ribe Jernindustri har overtaget den fynske konkurrent, Hudevad Radiatorfabrik A/S, der i de senere år har haft stigende problemer med indtjeningen og var moden til opkøb.

Den familieejede Hudevad Radiatorfabrik producerer designradiatorer af høj kvalitet, som supplerer Ribe Jernindustris pladejernsradiatorer, lavkonvektorer og beslægtede produkter godt. Og sammen vil de to store danske producenter stå stærkere på eksportmarkederne. Hudevad er med salgsselskaber i England, Tyskland, Belgien og Frankrig stærkt repræsenteret på flere markeder, hvor Ribe-virksomheden forventer at kunne øge salget.

På danske hænder

Ribe Jernindustri, der ejes af Obbekjer-fonden, har partnere i 11 lande og eksporterer ca. 30 pct. af produktionen. Adm. direktør Henning Stougaard fortsætter som chef for den nye konstellation, hvor Hudevad bliver datterselskab og videreføres som produktnavn.

Hudevads direktør, Søren Rasmussen, der er tredje generation i virksomheden, glæder sig over, at den fortsætter i dansk ejerskab. Selv fratræder han inden jul uden at have andet job på hånden.

Hudevad Radiatorfabrik A/S havde i fjor en omsætning på 81,6 mio. kroner og et underskud før skat på 3,9 mio. kroner.

Det skyldes især dårlige afsætningsforhold i England, Danmark og Tyskland, at underskuddet voksede med tre mio. kroner i forhold til året før.

Ud over hovedsædet i Årslev på Midtfyn er der produktion i Rudkøbing på Langeland, og selskabet beskæftigede i fjor gennemsnitligt 166 ansatte.

Obbekjer-fonden ejer ud over Ribe Jernindustri fabrikker i Fredericia og på Samsø, og endvidere har fonden bygget et stort antal ældreboliger i Ribe og støtter kunst, kultur og uddannelse.

Omsætningen i Ribe Jernindustri er på knap 125 mio. kroner, og den velkonsoliderede virksomhed med en egenkapital på 140 mio. kroner har 117 ansatte.