Råvarer: De amerikanske oliepriser påvirkes af spændinger Iran-USA

Spændingerne mellem Iran og USA får de amerikanske oliepriser til at stige til over 70 dollar, hvilket er første gang siden 2014.

Både den europæiske og den amerikanske referenceolie stiger.

Priserne på guld og kobber er derimod stabile.

Mens verden venter på præsident Donald Trumps beslutning om en genindførsel af sanktioner mod Iran, stiger prisen på den amerikanske WTI-olie til 70,42. Det er første gang siden november 2014, at prisen kommer over 70 dollar.

Præsident Donald Trump har truet med at trække sig fra atomaftalen fra 2015, der lettede sanktioner mod Iran, mod at Iran begrænsede sit atomprogram.

»Nye sanktioner, der kunne fjerne nogle af Irans råvarer fra det globale marked, vil mindske balancen mellem udbud og efterspørgsel og støtte råvarepriserne,« siger Takayuki Nogami, der er cheføkonom hos Japan Oil, Gas & Metals, til Bloomberg.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 75,75 dollar mod 74,12 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 70,42 dollar mod 68,93 dollar fredag eftermiddag.

Mandag morgen koster en ounce guld 1317,15 dollar mod 1311,35 dollar fredag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber mandag morgen 6.864 dollar mod 6.845 dollar fredag eftermiddag.