Pyramidesvindlere fik ram på 900.000 kinesere

Det kinesiske finanshus Ezubao lokkede investorer med tårnhøje afkast og snød sig til over 49 milliarder kr. Nu er 26 personer blevet tiltalt i sagen, der beskrives som det største finansielle fupnummer i Kinas historie.

Bøjede nakker i det kinesiske investeringsselskab Ezubao, der viste sig at være et rent pyramidespils-foretagende, som snød sine investorer for milliarder. Ezubao er blevet lukket, og snart er det dommens dag for de ansvarlige. (Arkivfoto: Reuters) Fold sammen
Læs mere

BEIJING: Kinas investorer bør træde varsomt. At man kan komme frygteligt galt af sted på de kinesiske børser, blev tydeliggjort sidste sommer, hvor kurserne tog et dyk af dimensioner. Og den før så sikre investering i ejendomssektoren ligner mere og mere et risikabelt sats balancerende på en boble klar til at briste. Så hvad gør man, når Kinas regering har sat strenge restriktioner på mængden af valuta, der må føres ud af landet, og en når rente på to procent i banken heller ikke frister?

Mange af Kinas private småinvestorer har de seneste år valgt at placere opsparing hos selskaber, der udlåner investorernes penge til virksomheder eller personer og typisk lover et højt afkast. Et af disse selskaber hedder Ezubao. På halvandet år formåede det at tiltrække næsten 50 mia. kr. i investeringer fra i alt 900.000 kinesere.

Ezubao førte en offensiv markedsføringskampagne med reklamer på nationalt TV og lovede sine kunder afkast på over 14 procent om året. Ingen fattede mistanke, før pengekassen hos firmaet var ved at være tom. Forretningen viste sig at være ét stort pyramidespil uden nogen form for reel indtægt. Det var et klassisk eksempel på en såkaldt Ponzi-fidus, hvor investorerne bliver betalt med andre investorers indbetalinger og ikke fra et reelt afkast. Med andre ord: Et svindelnummer, der kun kan eksistere, så længe nye investorer lokkes til. I Ezubaos tilfælde gik det galt, da ledelsen i vinter begyndte at panikke og sende store pengebeløb ud af Kina.

Pyramiden havde vokset sig så stor, at selskabet skulle finde 900 mio. kr. for at holde illusionen kørende. Det var en umulig opgave.

Da politiet dukkede op på hovedkontoret i byen Hefei i det centrale Kina, var flere af de ansatte i færd med at slette deres spor. Det tog politiet 20 timer at grave 80 tasker med bevismateriale op fra et seks meter dybt hul, hvor de var forsøgt gemt af vejen. Efterforskningen har været i gang siden, og nu er 26 personer blevet tiltalt.

De vil senere blive stillet for en dommer i Beijing, hvilket i realiteten kun er et spørgsmål om strafudmåling. I 99 procent af alle straffesager i Kina bliver de tiltalte fundet skyldige.

Tilståelse for åben skærm

Flere medlemmer af ledelsen er allerede blevet udstillet på nationalt TV i den type TV-tilståelse, de kinesiske myndigheder ynder at benytte som en slags offentlig gabestok. Det gælder præsidenten for Ezubaos moderselskab, Zhang Min, der i fjor modtog en klækkelig bonus på 500 mio. kr. Virksomheden var et stort Ponzi-trick, og alle i ledelsen var klar over det, indrømmede hun.

Ud over den markante bonus blev Zhang Min forgyldt med en luksusvilla i Singapore og en diamant til en værdi af otte mio. kr. Både villa og diamant var angiveligt gaver fra Ezubaos stifter, 34-årige Ding Ning. Han arbejdede som ung på en fabrik i sin hjemby, hvor han siden blev chef.

Efterfølgende begyndte han at gøre sig i finansielle services. Ding Ning har over for politiet forklaret, at Ezubao selv opfandt projekter og samarbejdspartnere. I nogle tilfælde betalte Ezubao kommission for at få lov til at beskrive eksisterende investeringsprojekter i sit salgsmateriale – dog uden rent faktisk at have udlånt penge til projektet. I andre tilfælde promoverede firmaet eksisterende projekter helt uden at være en del af dem. Så da politiet gennemgik 207 virksomheder, som Ezubao på sin hjemmeside fremhævede som forretningspartnere, havde kun én af dem rent faktisk noget med selskabet at gøre. De fleste af dem havde ingen anelse om, at deres navn og brand blev brugt i et gigantisk svindelnummer.

Sagen om Ezubao bliver i kinesiske medier beskrevet som den største finansielle svindelsag i Kina nogensinde. Mange af de 900.000 berørte småinvestorer er rasende over, at svindlen ikke blev stoppet. De kræver deres penge tilbage, og at staten skal dække tabet, hvis de mange milliarder ikke kan opdrives. Politiet har fundet en del af de stjålne penge, men hvor mange vides ikke.

Kina har omkring 3.800 registrerede af de såkaldte P2P-selskaber, som udlåner investorers penge med løfte om højt afkast. Ifølge en undersøgelse lavet af avisen Financial Times har over en tredjedel af dem finansielle problemer.