Prisregn over unge forbilleder

Fire yngre danskere fik i går overrakt en pris for deres ekstraordinære indsats i politik, sport og den kulturelle debat. IKEAs mangfoldigheds-koordinator, Rushy Rashid, var en af vinderne.

Prisregn over unge forbilleder - 1
Rushy Rashid var en af vinderne, da organisationen for unge erhvervsfolk, Junior Chamber, for 10. gang uddelte priser til unge danskere. Rushy Rashid der er 35 år, er mangfoldigheds-koordinator i IKEA, hun er vinder i kategorien for kulturel bedrift. Foto: Rune Feldt-Rasmussen Fold sammen
Læs mere
De færreste ved, hvad en TOYP-pris er. Til gengæld vil de fleste kunne nikke genkendende til de fire danskere, der i går modtog den særlige hæderspris. Håndboldspillersken Anja Andersen og kulturdebattøren Rushy Rashid modtog sammen med de to unge Venstre-politikere, Louise Gade og Carl Holst, prisen, som gives til såkaldte Outstanding Young Persons for deres arbejde og bedrifter. Det er organisationen for unge erhvervsfolk, Junior Chamber, der står bag prisen. I år er det 10. gang, at TOYP-prisen uddeles.

IKEAs mangfoldigheds-koordinator, Rushy Rashid, er blevet tildelt prisen for sit store engagement i ligestillings- og indvandrerdebatten. Hun har blandt andet udgivet bogen »Et løft af sløret«.

»Det er overvældende at vinde den her pris. Det er dejligt, når nogen værdsætter det arbejde, jeg laver,« siger Rushy Rashid.

Det er ikke hendes job hos IKEA, der er anledningen til, at hun har vundet prisen. Men hun fører sine idéer videre i sit arbejde, hvor hun beskæftiger sig med generel ligestilling for alle grupper i virksomheden.

Kvindelige forbilleder
Prismodtagerne skal have gjort noget ekstraordinært, der ikke forventes af dem i deres daglige arbejde, forklarer Henrik Damm Krogh, formand for Junior Chamber i Danmark.

»Årets fire prisvindere har alle på hver sin måde gjort noget enestående og uselvisk, der gør dem til forbilleder for andre mennesker. Det vil vi gerne give dem et klap på skulderen for,« siger han.

I år var der tre kvinder blandt vinderne, og Århus' 31-årige borgmester, Louise Gade, er blevet hædret for sin flotte politiske karriere, hvor hun i en alder af 29 år blev den første kvindelige borgmester i Århus nogensinde. Under prismodtagelsen blev hun fremhævet som et forbillede for alle kvindelige ledere i Danmark.

Anja Andersen modtog en TOYP-pris for sine egne bedrifter på håndboldbanen og for sine resultater som træner for Slagelses håndbolddamer.

Kommende statsminister
Årets eneste mandlige prisvinder var Sønderjyllands amtsborgmester, Carl Holst. Den 33-årige tidligere VU-formand har allerede været nævnt som Venstres næste statsministerkandidat.

Dommerkomitéen fremhævede Carl Holsts store arbejde med at skabe forbindelser mellem den sønderjyske region og Tyskland. Han har stået i spidsen for en række initiativer, der skal fremme det lokale erhvervsliv, og han har blandt andet samarbejdet med et hospital i Flensborg om kræftbehandling.

De fire priser blev uddelt på Junior Chambers årlige kongres i Aalborg.

Udover æren modtog de fire prisvindere en statuette til reolen og 10.000 kroner til bankbogen.