Priserne på københavnske projektlejligheder er skudt voldsomt i vejret

Ligesom på den øvrige del af boligmarkedet har der været fuld fart på salget af projektlejligheder i 2021. Samtidig er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for at flytte i nyt steget markant, viser nye tal. Og det er der en god forklaring på, påpeger boligeksperter og ejendomsmægler.

Gennemsnitspriserne på projektsalg i København er steget over 20 procent fra 2020 til 2021. Et af de steder, hvor der i øjeblikket bliver solgt projektlejligheder i den helt dyre ende, er på Papirøen. Søren Bidstrup

Store glaspartier, der fylder lejligheden med lys. Spritnyt køkken og bad, som man måske selv har sat sit præg på. Elevator lige til døren og en eller flere altaner – muligvis med udsigt til vand, for ofte bliver nybyggeri opført langs havnefronterne i de større byer.

Det gælder også i landets hovedstad, hvor efterspørgslen på nybyggeri har været stor under coronakrisen. I samme periode er det blevet betydeligt dyrere at købe de endnu ikke opførte projektlejligheder.