København har gennem de seneste år været hot blandt udenlandske ejendomsinvestorer. Men nu mener de, at potentialet er ved at være opbrugt, og de søger nye græsgange.

Det fremgår af den årlige rapport Emerging Trends in Real Estate fra PWC og Urban Land Institute, der er baseret på interview med et stort antal investorer.

I den overordnede ranking ligger København nummer 13 af 31 europæiske byer. Det skal ses i forhold til, at den danske hovedstad sidste år opnåede en delt andenplads.

»Priserne på boliger i København er steget ekstraordinært meget de seneste fire-fem år, og udviklingen er nu bremset op, hvilket bl.a. kan tilskrives meget nybyggeri og strammere kreditlovgivning. Det bliver derfor noget sværere at spå om, hvordan det københavnske boligmarked kommer til at udvikle sig i de kommende år. Der er dog stadig stor boligmangel i København, specielt inden for mindre og dermed billigere boliger,« udtaler Jesper Wiinholt, partner i PWC.

Han tilføjer, at investorerne stadig ser lyst på mulighederne i københavnske erhvervsejendomme. Her er priserne generelt ikke handlet så meget op, som de er på boligejendomme.

Krisebyer taget til nåde

Selv om hypen om København er aftaget, er 13.-pladsen på listen stadig en pæn placering, og den er også den bedste, en nordisk by opnår i år.

Netop Norden er det »varemærke«, som mange udenlandske investorer går efter. Her ser de stabile politiske, økonomiske og sociale strukturer, og det var specielt værdsat i de første år efter finanskrisen.

Men dels kan priserne trods alt komme for højt op, og dels synes investorerne igen at have fået mod på at investere i nogle af de byer, hvor ejendomsmarkederne var allerværst ramt af finanskrisen. Det er særligt tydeligt for Dublin, Madrid og endda Athen, der ligger henholdsvis nummer tre, fire og 14.

Priserne på boliger i København er steget ekstraordinært meget de seneste fire-fem år, og udviklingen er nu bremset op, hvilket bl.a. kan tilskrives meget nybyggeri og strammere kreditlovgivning.

Allerøverst på listen finder man Lissabon. Ejendomsmarkedet her er ikke stort, men den portugisiske hovedstad er blevet et populært mål for internationale virksomheder, der outsourcer dele af deres aktiviteter. Både lønninger og erhvervslokaler er stadig relativt billige, og der er høj livskvalitet i det behagelige klima.

»Alle taler om Lissabon,« som en investor sammenfatter det.

Politisk risiko

Kigger man på listen nedefra, er det næsten en hitliste over politisk og økonomisk risiko anno 2018: Istanbul tager jumbopladsen, bagved Moskva, London, Rom og Barcelona.

I det sidste tilfælde er det de katalanske løsrivelsesplaner, der bekymrer investorerne, mens det naturligvis er Brexit, der hæmmer London, og i øvrigt alle de andre britiske byer, der også ligger i den tunge ende.

Søger man omvendt tryghed – og det gør mange stadig væk – er de tyske byer Berlin, Hamburg, Frankfurt og München inde i varmen. De ligger alle i top ti.

Rapporten viser, at investorerne generelt mener, at ejendomsmarkedet ligger sent i sin cyklus – det vil sige, at priserne stagnerer, og at pilen snart kan pege nedad, uden at det dog behøver ske i år eller næste år.

»Investorerne er blevet mere forsigtige, og deres præferencer for, hvor de ønsker at investere og udvikle, bliver i stadig større grad drevet af de økonomiske nøgletal for ejendomsmarkedet. Det kan f.eks. være udsigten til økonomisk vækst og sundhedstilstanden i de lokale lejermarkeder,« forklarer Jesper Wiinholt.