Salgspriserne på både huse, lejligheder og sommerhuse er steget i løbet af 2025.

Størst er prisstigningerne på lejligheder, som er blevet 15,3 procent dyrere i løbet af året.

Det viser tal fra Boligsiden, som samler data fra landets ejendomsmæglere.

I samme periode er huspriserne på landsplan steget med 7,5 procent.

Dermed har den procentuelle stigning i lejlighedspriserne været dobbelt så stor som for huspriserne det seneste år.

Prisen for en gennemsnitlig ejerlejlighed er ifølge Boligsiden steget over 5500 kroner per kvadratmeter i 2025.

Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris per kvadratmeter i december lå på 42.568 kroner.

Faktisk er der tale om den største årlige stigning ved årsskiftet i Boligsidens statistik, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, i en pressemeddelelse.

Ser man udelukkende på udviklingen i København, har prisstigningerne været endnu mere markante.

Her er lejlighederne blevet 23,3 procent dyrere i løbet af 2025.

Lise Nytoft Bergmann, som er boligøkonom i Nordea Kredit, konstaterer, at priserne på en lejlighed i København ikke tidligere er steget så meget på et år. I hvert fald ikke i løbet af de seneste 15 år, som Boligsidens statistik dækker.

Hun hæfter sig ved, at prisstigningerne er fortsat og endda taget til i december.

Her er en ejerlejlighed i København i gennemsnit blevet 2,3 procent dyrere, hvilket er den største månedlige stigning i 2025.

- Vi havde en forventning om, at prisstigningerne ville løje af, når efteråret kom. Men der er faktisk sket det stikmodsatte. Det giver en bekymring for, om prisstigningerne er stabile, eller om man kan komme i en situation, hvor priserne begynder at falde, siger Lise Nytoft Bergmann.

Prisstigningerne forklares normalt med en lavere rente, højere lønninger og lav arbejdsløshed. Hertil kommer, at byggeaktiviteten i København er lav, mens flere ønsker at bo i byen.

Alligevel tvivler Lise Nytoft Bergmann på, at det er nok til at forklare en prisstigning på 23,3 procent på et år.

- Vi synes, at en prisstigning på 23 procent er en meget kraftig prisstigning. Og vi har lidt svært ved at forklare, hvorfor priserne skulle stige så meget i det nuværende miljø, siger hun.

Nationalbanken påpegede i november, at der er en risiko for, at forventningen til yderligere prisstigninger i sig selv kan presse priserne yderligere op.

Samtidig lød det, at Nationalbanken holder øje med de høje prisstigninger i hovedstadsområdet.

/ritzau/