Det har aldrig været dyrere at stege bøffer, give det sidste touch på din græske salat eller bage et foccacia-brød, hvis du er blandt dem, der holder fast i olivenolien.
Det kan i øjeblikket være svært at anskaffe sig olivenolie til under 70 kroner, og mange flasker står til mere end 100 kroner i dit lokale supermarked.
En prisstigning på hele 49 procent sammenlignet med sidste år gør det til den vare, der har oplevet den største prisstigning i Danmark, skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Den primære årsag til de voldsomme prisstigninger er en katastrofehøst i Spanien, der er verdens førende eksportør af olivenolie.
Skiftevis tørke og perioder med store mængder nedbør har betydet, at eksporten det seneste år er mere end halveret.
Også Italien og Grækenland har været ramt af ekstremt vejr, hvor Grækenlands voldsomme skovbrande sidste sommer er det mest visuelle og tydelige eksempel.
To faktorer vil gøre fænomenet mere hyppigt
Vi har efterhånden hørt svadaen mange gange: Med klimakrisen vil vi få mere ekstremt og ustadigt vejr.
Med produktion af olivenolie under varme himmelstrøg vil de efterhånden gyldne dråber oftere blive påvirket af vejret.
»Underliggende er der to megatrends, som skubber til udviklingen. For det første bliver vi flere mennesker på kloden, og den økonomiske vækst betyder, at flere af os får råd til at købe flere fødevarer. For det andet medfører klimaændringerne, at dyrkningsusikkerheden øges – tørker, oversvømmelser og andre former for ekstremt vejr vil hyppigere ramme udbytterne,« vurderer branchedirektør i DI Fødevarer, Leif Nielsen, til Jyllands-Posten.
Det bliver altså ifølge Leif Nielsen mere normalt, at vi vil opleve perioder, hvor priserne på olivenolie er skudt i vejret.
Det samme kan i fremtiden gøre sig gældende for andre vejrpåvirkelige produkter som for eksempel kakao og kaffe.

