Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske mælkebønder har muh-ligvis aldrig været gladere.
De har i hvert fald aldrig fået mere for hver liter mælk, de malker ud af deres køer. Arla hæver nemlig igen den pris, som mejerikoncernen betaler landmændene for mælken.
For at være helt præcis hæver Arla onsdag mælkeafregningen med yderligere 37,2 øre pr. liter, skriver Finans.dk.
Det er det største spring i mælkeafregningen til landmændene nogensinde, og prishoppet kommer i halen på en stribe prisforhøjelser, der i den grad kan mærkes ude ved supermarkedernes kølediske.
Det seneste år – fra april 2021 til april 2022 – er prisen på en liter frisk skummetmælk steget hele 21,3 procent, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
Putter man eksempelvis en liter øko-skummetmælk i kurven, lyder prisen nu typisk på 12,50 kroner, og med Arlas udmelding, kan prisen meget vel få endnu et nøk opad.
Samlet set er mælkeafregningen til landmændene på lidt over et år steget hele 60 procent til omkring 3,85 kroner pr. liter, og inklusive en række tillæg sniger literprisen sig op på lidt over fire kroner.
Trods den rekordhøje pris, som landmændene lige nu år for at levere råmælk til mejerierne, har det ikke fået mælkebønderne til at skrue op for produktionen.
Faktisk er produktionen af mælk faldende både i og uden for EU.
Det skyldes, at den rekordhøje mælkeafregning til landmændene udhules af stigende udgifter til foder og energi ude i staldene.
Normalvis ville stigende mælkepriser ellers få landmændene til at skrue op for produktionen, og det øgede udbud ville herefter presse priserne ned ude ved kølediskene.
Men intet er normalt i disse tider, hvor tårnhøje energipriser og rekordhøje priser på korn og dyrefoder samt forsyningsusikkerhed har ændret de normale markedsmekanismer.
Meget tyder ifølge Finans.dk på, at den opadgående priskurve på mælk først stopper, når forbrugerne begynder at gå forbi kølediskene med mælk ude i supermarkederne og tænker, at vand fra hanen er bedre en mælk.
Først når forbrugernes lavere efterspørgsel sætter ind, vil prisen på mælk blive tvunget ned igen, lyder vurderingen.