Prisen på CO2-kvoter er i frit fald

Finanskrisen får kvotepriserne på CO2 til at rasle ned. Mange virksomheder, der er klemt finansielt, sælger deres kvoter for at få penge i hånden.

Det skulle være blevet dyrere og dyrere, men i stedet bliver det billigere og billigere for EU's elselskaber og industrivirksomheder at belaste klimaet med udledninger af drivhusgassen CO2. Det europæiske marked for handel med CO2-kvoter er netop nu i frit fald med kvotepriser, der stik mod forventningen er mere end halveret siden sommer. I går noteredes på den europæiske kvotebørs et hidtidigt lavpunkt på 12,50 euro for retten til at udlede ét ton CO2 - i sommer toppede prisen på 30 euro. Det skriver dagbladet Information.

Alt andet lige betyder prisfaldet mere CO2-forurening og færre investeringer i vedvarende energi og energibesparelser.

EU's kvotesystem er det politisk vedtagne redskab til at sikre, at de europæiske elselskaber og tunge industrier skærer ned på deres CO2-udledninger, så EU's mål om en reduktion på 20 procent i 2020 bliver nået.

Virksomheder, der er klemt af kreditkrisen, sælger ud af deres tildelte kvoter for simpelthen at få penge i hånden. Det er en lettere måde at skaffe kapital på end ved at gå til banken. Men det får kvoteprisen til at synke yderligere, siger forskningschef i Deutsche Bank Mark C. Lewis.

/ritzau/