Presset Parmalat på massiv slankekur

Skandaleramte Parmalat skal tilbage til rødderne og reducerer produktsortimentet dramatisk.

Insolvente Parmalt bliver en skygge af sit tidligere, oppustede jeg. I en redningsplan præsenteret for de myndigheder, der overvåger selskabets genoplivningsforsøg, siger Parmalat nu, at man vil forandre fødevarekonglomeratet til en slankere koncern med omkring 30 produkter mod nu 120. Seks heraf står i øjeblikket for 80 procent af selskabets salg.

Selskabet trækker sig ud af USA for at koncentrere sig om kernemarkederne. Fokus vil være på sunde produkter, hvor selskabet kan presse mest overskud ud af sit varemærke - hvad det så ellers er værd efter bogføringsskandalen, der tvang selskabet i knæ og har kastet mistænkeligt lys på Parmalats bankforbindelser og store andre dele af det italienske og internationale erhvervssamfund.

Selskabet sagde også, at gælden i øjeblikket er 14,8 mia. euro. Det skal ses i forhold til et salg på lidt under seks milliarder. Gælden skal efter planen afvikles ved at ombytte gæld for nye aktier.

»Arbejdet, der er udført til dato, tyder på, at det vil være gavnligt for kreditorerne at videreføre selskabets aktiviteter,« sagde selskabet som begrundelse for ikke bare at likvidere fallitboet.

Parmalat venter at kunne præsentere en endelig redningsplan for offentligheden i maj eller juni. I mellemtiden venter et længere retsligt efterspil - og formentlig lange fængselsstraffe - på Parmalat-ledelsen.