PostNord siger farvel til svensk koncernchef

Bestyrelsen i PostNord vil have mere fart på selskabets omstilling og siger farvel til koncernchefen.

PostNord fyrer sin svenske koncernchef Håkan Ericsson. Det oplyser PostNord i en pressemeddelelse. Annemarie Gardshol er konstitueret som direktør i stedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det statsejede dansk-svenske postselskab PostNord har tirsdag vinket farvel til sin koncernchef, svenske Håkan Ericsson, fremgår det af en pressemeddelelse.

Udskiftningen på topposten sker for at øge tempoet på PostNords omstilling, skriver selskabet i meddelelsen.

»Tempoet i PostNords omstillingsarbejde er som følge af accelererende markedsændringer nødt til at stige endnu mere,« siger bestyrelsesformand Christian Jansson i meddelelsen.

»Samtidig skal der fokuseres endnu mere på kernevirksomheden i de enkelte lande, fordi det er afgørende for at kunne opfylde kundernes behov og sikre langsigtet lønsomhed.«

Ifølge Christian Jansson er der i bestyrelsen enighed om, at der er behov for nyt lederskab. Det er Håkan Ericsson ifølge pressemeddelelsen indforstået med.

I første omgang bliver chefen for PostNord i Sverige, Annemarie Gardshol, gjort til konstitueret koncernchef for hele det dansk-svenske foretagende.

/ritzau/