Posten flytter stykgods til Transportgruppen

Investering. Post Danmarks investeringer skal kunne betale sig, fastslår adm. direktør Helge Israelsen med henvisning til Postens overtagelse af Transportgruppen. Danske Fragtmænd frygter, at det statsejede selskabs køb vil påføre dem unfair konkurrence.

Post Danmarks terminaler er ikke specielt velegnede til behandling af stykgods. Der er for lidt kapacitet på terminalerne til stykgods.

- Derfor har vi købt Transportgruppen. Købet giver os adgang til et bedre og mere konkurrencedygtigt set up, men vi skal ikke øge ikke mængden af stykgods på vore egne gule lastbiler, siger adm. direktør Helge Israelsen, Post Danmark. Dermed afdækker han Postens strategi for opkøbet. Ingen chefer længere nede i postsystemet har villet sige, at Posten flytter en masse stykgods til Transportgruppen.

- Hvis vi vil spille en vis rolle på transportmarkedet, kan vi ikke sige til kunderne, at vi kun kører med pakker.

Derfor har Post Danmark i årevis befordret stykgods i konkurrence med Danske Fragtmænd, pointerer Helge Israelsen.

Skal tjene på købetHan afviser, at der skulle være noget odiøst i Postens køb af 51 procent af aktierne i Transportgruppen, der har 18 vognmænd med 900 rullende enheder tilknyttet.

- Post Danmark skal klare sig på almindelige markedsbetingelser, og vores investeringer skal kunne betale sig, fastslår Helge Israelsen. Han afviser Danske Fragtmænds frygt for, at købet vil påføre dem unfair konkurrence.

- Vi skal tjene penge på købet af Transportgruppen, tilføjer Helge Israelsen, som er på det rene med, at fragtmændene vil kigge Post Danmark i kortene med hensyn til priser.

Han ser ikke det store problem i, at Post Danmark i realiteten har købt et underskudsgivende foretagende. Transportgruppen havde i 2005 et underskud før skat på 9,4 mio. kr.

- Det løser sig nok. Vi kommer jo med en masse stykgods til Transportgruppen, siger Helge Israelsen.

Han svarer igen på den kritik, adm. direktør for Danske Fragtmænd a.m.b.a., Kjeld Frederiksen, fremkom med i ErhvervsBladet i går.

Fragtmændenes bekymringer for det statsejede Post Danmarks køb af Transportgruppen går på, at de i mange år led under unfair konkurrence fra DSB Gods, indtil det blev privatiseret.

- Vi frygter en gentagelse af mange års opslidende kamp med DSB Gods, hvor underskud blot blev udlignet ved, at der blev tilført nye midler til aktiviteter, der var underskudsgivende, og som efterlod private transportfirmaer med tab på mange kunder, pointerer Kjeld Frederiksen.