Portørkonflikten på Rigshospitalet på vej mod afslutning

Den seks dage lange strejke blandt 300 portører på Rigshospitalet i København synes at være på vej mod en afslutning.

Patienterne på Rigshospitalet kan se frem til at få portørerne tilbage på hospitalets gange fredag, oplyser P4 København

Danske Regioner har indkaldt portørerne til møde fredag klokken 10 for at forhandle løn- og ansættelsesvilkår.

Og mødet betyder sandsynligvis, at portørerne genoptager arbejdet, siger portørernes fællestillidsmand, Claus Poulsen.

- Det er min klare fornemmelse, siger Claus Poulsen, men afgørelsen træffes først på portørernes morgenmøde.

Samme opfattelse har Danske Regioner.

- Jeg har forstået på portørernes fællestillidsmand, at portørerne vil gå i arbejde, så snart de bliver indkaldt til et møde om deres løn- og ansættelsesvilkår. Jeg har derfor en forventning om, at arbejdet bliver genoptaget, siger forhandlingsdirektør Signe Friberg Nielsen.

/ritzau/