Regeringen vil slå bremsen i over for udenlandske investorer som Blackstone, der opkøber og renoverer danske udlejningsejendomme med henblik på hurtig profit. Derfor barsler man med en ændring af boligreguleringsloven. Hvordan og hvor meget der skal strammes, afhænger af de anbefalinger, et ekspertudvalg i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på.
Det har fået blandt andre interesseorganisationerne Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) og EjendomDanmark til at advare mod, at selv et lille indgreb kan få store konsekvenser for andelsboligmarkedet. De vurderer, at en betydelig del af landets godt 200.000 andelshavere kan stå over for tab på flere hundrede tusinde kroner.