Politiet magtesløs over for fup

Bevisproblemer. Det hjælper ikke at melde fupfirmaer til politiet. Fupperne går fri, fordi det praktisk talt er umuligt at bevise, at de har begået noget ulovligt.

Politiet efterforsker sjældent anmeldelser mod fupfirmaer. Det er simpelthen for svært at bevise, at kunderne er blevet vildledt, og anmeldelserne fra de fupramte virksomheder fører derfor aldrig til noget.
- Vi har fået en del anmeldelser om de såkaldte annoncehajer, og vi har også efterforsket sagerne, men det har aldrig ført til, at der blev rejst tiltale, fortæller kriminalkommissær Jørgen Hestelund fra Odense Politi.
Når en virksomhed først har betalt regningen, skal det bevises, at den ydelse, den har betalt for, ikke har den lovede værdi.
- Det er en form for smart bondefangeri, for der er ikke noget der tyder på, at der er sket en strafbar handling. Kunden har jo betalt, siger Jørgen Hestelund.
I Hjørring har man også forsøgt sig med at efterforske anmeldelserne mod fupfirmaer, men også her løber man ind i en blindgyde.
- I de sager er det jo ord mod ord. Sælgeren siger, der var en aftale, og kunden siger, det var der ikke. Så der er et bevismæssigt problem, medmindre samtalen er blevet optaget på bånd, forklarer kriminalinspektør Henri Gade fra Hjørring Politi.

Mangel på ressourcerOveralt i landets politikredse kender man til fupfirmaerne og deres luskede forretningsmetoder, men sagerne bliver aldrig efterforsket til bunds.
- Vi efterforsker kun så langt, at vi kan konstatere, at kunden selv har accepteret, og at firmaet har modtaget penge for deres ydelse. Så står vi af og henviser i stedet til civile søgsmål, fortæller Henri Gade.
Heller ikke i Odense behøver fupfirmaerne bekymre sig for, at politiet løber dem på dørene.
- Vi er jo nødt til at prioritere. Vi vil jo ikke bruge en masse ressourcer på en sag, der alligevel ikke fører til noget, siger Jørgen Hestelund og peger på, at en stramning i straffeloven måske ville give politiet bedre muligheder for at gribe ind over for fupfirmaerne.

Mens vi venter på KøbenhavnPolitiet i København er det eneste sted i landet, hvor man aggressivt har forsøgt at samle beviser mod et fupfirma, og det skete endda først efter voldsomt pres fra Håndværksrådet.
Sagen er nu nået til politiadvokaturet, hvor man arbejder på et anklageskrift. Flere steder i landets politikredse afventer man sagen med spænding.
- Vi trænger til en retslig afgørelse, der kan danne præcedens for, hvordan vi skal efterforske den slags sager. Derfor afventer vi sagen fra København. Vi vil ikke smide ressourcer ind i en efterforskning, der alligevel ikke fører til noget, siger vicekriminalkommissær Uffe Willumsen fra Vejle Politi. Hos Københavns Politi samler man også sager mod fupfirmaerne i bunke.
- De anmeldelser, vi får ind nu, lægger vi i bero. Vi er nødt til at trække en streg i sandet, indtil vi har fået afgjort den foreliggende sag, siger kriminalinspektør Peter Forstrøm fra bedrageriafdelingen ved Københavns Politi.