Pokémon Go tog verden med storm, da spillet blev lanceret sidste år og straks gik til tops som det største mobilspil i USA nogensinde.
Et år senere viser tallene, at udvikleren Niantic Labs har omsat for én milliard dollars i 2016 - 6,5 milliarder kroner. Og mens brugervæksten har aftaget betragteligt siden lanceringen for et år siden, så havde Pokémon Go trods alt stadig omkring 60 millioner aktive brugere i juni, skriver Business Insider ifølge E24.no.
Spillet er baseret på GPS-lokalisering og 3D-grafik og lader spillerne jagte pokémons i nærområderne ved hjælp af mobilkameraet i telefonen.
100 millioner dollars på 20 dage
Pokémon Go generede 206,5 millioner dollars i omsætning den første måned (1,35 mia. kroner) efter at være blevet introduceret på markedet, skriver Guinness. Det til trods for, at spillet ikke blev lanceret på alle markeder samtidig.
Spillet skal have toppet popularitetslisten i 70 lande, og det tog kun selskabet 20 dage at nå en indtægt på 100 millioner dollars.
Det er den velkendte konsolproducent Nintendo, der har skabt figurerne til spillet, men rettighederne til Pokémon Go forvaltes af The Pokémon Company, hvor Nintendo står som én af tre ejere.