Plus fra morgenstunden på Fondsbørsen

Verdens aktiemarkeder tog positivt imod budskabet fra den amerikanske centralbank, som maner til besindighed om den amerikanske kreditkrise.

Solen skinner på den københavnske fondsbørs onsdag morgen. De 20 største aktier åbnede i plus med omkring én procent oven på udmeldingerne fra den amerikanske centralbank sent tirsdag dansk tid, siger seniorrådgiver Niels Lundby, Nordea.

- Aktierne åbnede positivt, hvilket er en forlængelse af udviklingen i USA og Asien i nat, siger han.

Den amerikanske centralbank FED signalerede, at krisen på amerikanske kreditmarked ikke ses som den alvorligste trussel. Inflationsfaren er fortsat hovedbekymringen. Det amerikanske marked reagerede positivt på beskeden, og det smittede af på de asiatiske markeder og også de europæiske, som åbnede i plus over hele linjen.

- Det skabte en positiv stemning, som smitter af på Danmark i dag. Det er med til at skabe lidt stabilitet på markederne, men vi er ikke i tvivl om, at det amerikanske kreditmarked vil kunne spille markederne et puds det næste stykke tid, siger Niels Lundby.

Et positivt regnskab fra Carlsberg var også med til at løfte stemningen på Fondsbørsen.

/ritzau/