Plastindustrien skal sælge rådgivning

Innovation. Kun 1,5 procent af omsætningen i plastindustrien kommer fra salg af rådgivning og serviceydelser. Skal det være anderledes, er der behov for nye forretningsmodeller og mere innovation.

Den store danske plastindustri lever fortrinsvis af at sælge produkter og komponenter. En undersøgelse, som branche-organisationen Plast-Industrien har foretaget blandt et repræsentativt udvalg af branchens virksomheder viser, at salg af serviceydelser kun udgør 1,5 procent af virksomhedernes omsætning.

Men den andel burde være langt større. Det mener chefkonsulent Claus Henriksen fra Plast-Industrien, der er i gang med et omfattende innovationsprojekt blandt branchens virksomheder.

- Mange af vore plastvirksomheder er meget dygtige til produktion og komponentudvikling. Det er jo teknikere og ingeniører, der har udviklet virksomhederne. Men i dag er det svært at skabe merværdi ved at trimme produktionen yderligere. Der ligger mange flere penge i at sælge på nye måder til kunderne, forklarer Claus Henriksen

Han peger på, at flere plastvirksomheder ville stå stærkere, hvis de kunne fakturere en række ydelser, som de i dag er nødt til at finansiere via produkternes pris.

Samtidig skal de være i stand til at producere til lave verdensmarkeds-priser, og det kan de gøre ved at oprette produktionsfilialer i lavtløns-lande eller finde samarbejdspartnere der.

Kunder slipper for at sourceI stedet for at være produktionsvirksomheder bliver plastvirksomhederne på den måde produkt-udviklings og leverandørvirksomheder, der udvikler og styrer en produktion og via sin logistik sørger for, at komponenter eller hele enheder når frem rettidigt til kunderne

- Mange kunder vil gerne slippe for det krævende arbejde med at finde globale leverandører af plastkomponenter og sørge for, at de leverer i den rette kvalitet til den aftalte tid, forklarer Claus Henriksen.

Blandt de virksomheder, som har evnet af omstille deres forretningsmodel med større vægt på rådgivning og sourcing-ydelser, nævnes Micotron i Sønderborg.

En af hjørnestenene i virksomhedens strategi er, at der i april i år blev indgået en aftale med en partner i Malaysia, som både kan sprøjtestøbe og være med til at source fremstilling af værktøjer, så Micotron kan opnå den rigtige pris på forme.

- Det vigtigste i innovationsprocessen er ikke at finde et produktionssted i Fjernøsten, men hvordan vi sikrer vores konkurrenceevne ved at have produktion i både Danmark og i et lavtlønsland. Kunder med designprodukter er ikke interesserede i at få produceret for langt væk. Men når de får én indgangsvinkel, og vi gennemfører produktionen og tager risikoen, vil de gerne være med til det, har virksomhedens direktør John Klint tidligere forklaret i ErhvervsBladet.

Micotron leverer blandt andet plastdele til designerlamper, som markedsføres af Louis Poulsen, østrigske Thorn og Jakobsen og Philips.