Piratkopier vælter ind over grænserne

Aldrig før har der været så mange ulovlige kopivarer som nu. Hver femte danske virksomhed har oplevet problemer med ophavsret, viser en undersøgelse.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

De kommer i containere. For sjette år i træk er antallet af forfalskede varer steget dramatisk i Europa, og antallet af beslaglagte kopier nåede i 2008 hidtil usete 178 millioner enkeltvarer. Dermed er antallet mere end fordoblet i forhold til året før, viser netop offentliggjorte tal fra EU.

- Vi betragter det som et alvorligt problem. Folk er stadig ikke klar over, at det drejer sig om andet end bare Gucci-tasker og ure, siger Trine Dancygier, leder af SKATs Task Force Varemærkeforfalskning.

Kopivarerne kommer især fra Asien. Kina er den ubestridt største pirat-producent, og ofte er de varer, som strømmer ind over Europas grænser, produceret uden hensyn til sikkerhed. Hidtil har det mest været vellignende, men billige udgaver af luksusprodukter, der hittede. Men de seneste år har piratkopierne indtaget helt nye markeder.

- Problemet er, at varerne er produceret uden tilladelse fra dem, der har rettighederne til dem. Man skal huske på, at de danske virksomheder har brugt mange penge på at oparbejde den værdi, deres varemærke har i dag, siger Trine Dancygier.

Også hos Dansk Erhverv ser man med alvor på udviklingen:

Sven Petersen, advokat og erhvervsjuridisk fagchef i Dansk Erhverv.

- Det er et internationalt problem, der skal bekæmpes. Vi er nødt til at arbejde for at lægge internationalt pres på Kina, siger han.

Det er ikke opgjort, præcis hvor meget piratkopiering koster dansk erhvervsliv.

Rammer bredt

Tal fra Det Internationale Handelskammer viser, at handelen med forfalskede varer på verdensplan koster de rettighedshavende virksomheder mere end 3.100 milliarder kroner om året – mere end det dobbelte af Danmarks bruttonationalprodukt. Derudover viser en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv, at mere end hver femte danske virksomhed har oplevet problemer med rettigheder på det internationale marked – primært problemer med kopiering af varemærker. Årsagen er mangelfuld lovgivning på det globale marked, fastslår Dansk Erhverv i et notat.

Kan støtte terrorisme

Trine Dancygier advarer på det kraftigste mod at bruge de kopierede varer:

- Forbrugerne risikerer simpelthen deres liv og sikkerhed ved at tage de her varer i brug. Det er de færreste, der tænker over, at producenterne af kopivarer ikke skænker sikkerheden en tanke, siger hun.

Det er især forfalsket medicin, der kan være farligt. Men tidligere har også piratkopieret elektronik og designtasker med giftige ftalater vist sig at være skadelige. I 2007 døde en syv-årig britisk dreng af stød, da han forsøgte at oplade sin Game Boy med en forfalsket lader. Og i februar i år kunne New York Times fortælle om en kinesisk mand, der omkom, efter at hans piratkopierede mobiltelefon eksploderede og skar hans halspulsåre over – dødsfaldet var det syvende af slagsen i Kina siden 2002. Forbrugerne risikerer ydermere at støtte organiseret kriminalitet og sågar terrorisme. I nogle af de største sager om vareforfalskning har Europakommissionen dokumenteret, at salget af kopivarer er med til at finansiere international terrorvirksomhed.

Langt sejt træk

I 2008 vedtog den danske regering en lovpakke, der blandt andet hævede straffene for piratkopiering betydeligt – både over for bagmænd, sælgere, producenter og importører. Og det er den lovpakke, som økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) håber snart at se effekten af:

- Det kræver et langt sejt træk at komme problemet til livs, og det kræver en samlet indsats fra både myndigheder, virksomheder og forbrugere, siger ministeren.