Pfizer: Vaccine til børn fra 5 til 11 år er sikker og virker

I et forsøg med 2268 børn mellem 5 og 11 år har coronavaccine vist god effekt, oplyser Pfizer og BioNTech.

Arkivfoto. Pfizer/BioNTech er også i gang med at teste vaccinen på børn i aldersgruppen 6 måneder til 5 år. Her ventes resultater fra forsøgene senere i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dado Ruvic
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech er sikker og indikerer en god beskyttelse mod sygdommen for børn mellem 5 og 11 år.

Det viser de overordnede resultater fra et kombineret fase 2 og 3-studie med vaccinen. Det oplyser BioNTech i en pressemeddelelse.

I forsøget indgik 2268 børn mellem 5 og 11 år, og ifølge studiet var der et »robust« niveau af antistoffer, der svarer til et andet studie, hvor personer i aldersgruppen 16-25 år deltog.

Niveauet af antistoffer er en indikation af, hvor stor beskyttelse vaccinen giver.

Samtidig var niveauet af bivirkninger sammenligneligt med aldersgruppen 16-25 år, skriver BioNTech.

Børnene i forsøget har fået en tredjedel af en normal dosis fordelt over to stik.

Der er tale om det første sæt resultater af et forsøg med børn i den aldersgruppe. Amerikanske Moderna er også i gang med et forsøg med børn mellem 6-11 år.

Vaccinen er i dag godkendt til børn over 12 år i Europa, og Sundhedsstyrelsen besluttede i juni at anbefale vaccination af børn mellem 12 og 15 år.

Pfizer/BioNTech vil på baggrund af forsøget ansøge om at få lægemiddelmyndighedernes godkendelse til at give vaccinen til børn mellem 5 og 11 år.

I Europa vil det være Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), mens det i USA er FDA.

For at vaccinen i sidste ende vil blive tilbudt til danske børn, kræver det, at Sundhedsstyrelsen i Danmark giver grønt lys.

Modsat de tidligere store forsøg, som Pfizer/BioNTech gennemførte for at få vaccinen godkendt til ældre aldersgrupper, har man i denne omgang ikke haft som primært mål at se på effekten af vaccinen – altså hvor meget vaccinen reducerer risikoen for at blive syg.

I stedet har man set på niveauet af antistoffer sammenlignet med en ældre aldersgrupper.

Pfizer/BioNTech er også i gang med at teste vaccinen på børn i aldersgruppen 6 måneder til 5 år. Her ventes resultater fra forsøgene senere i år.

/ritzau/