PFA pynter på regnskab med 3,3 mia.kr.

PFA har i et forsøg på at vise muskler hevet samtlige skjulte reserver frem i lyset. Men samtidig skræller koncernen alt fedet af til eventuelle svære tider. Det viser det regnskab, pensionskoncernen fremlægger på tirsdag, skriver Børsen.

Ifølge avisen, der er i besiddelse af regnskabet, har PFA fisket 3,3 mia. kr. frem af gemmerne. Men PFA afviser, at regnskabet er sminket.

- Vi er hudløst ærlige, og vi mener, at det er den rigtigste måde at aflægge regnskab. Mit gæt er, at konkurrenterne vil følge efter om to-tre år, siger adm. direktør Henrik Heideby.

Men mæglerne, der på kundernes vegne skal vurdere PFA's styrke, er ikke helt trygge ved situationen.

- Nu har jeg ikke set regnskabet endnu. Men forelagt disse oplysninger er det da interessant, at vi omsider får at se, hvor reserverne ligger. Men det bliver der altså ikke flere penge af, siger direktør Kim Holten, Complet Pensionsrådgivning.

/ritzau/