PFA og Dansk Industri skæver misundeligt til Sverige: Vi mangler ambitioner og handlekraft

I Sverige er venture- og industrifolk i fuld gang med at udnytte grøn energi til gigantproduktion af batterier og stål. En af de danske investorer bag batterifabrikken Northvolt mener, at vi kan lære af svenskerne, som er fem år foran os med at omsætte grøn omstilling til industri.

Batterifabrikken Northvolt i Skellefteå i Nordsverige er netop gået i gang med den første kommercielle produktion af batterier i Europa. Initiativtagerne bag har også ambitioner om at starte produktion af grønt stål i stor skala i Nordsverige i 2024. Mathias Eis

Langt oppe i Sverige – 600 kilometer nord for Stockholm – er den første europæisk-ejede gigafabrik til produktion af klimavenlige batterier til elbiler netop gået i gang med produktion i kommerciel skala.

Foreløbig har virksomheden bag, Northvolt, rejst 43 milliarder kroner i finansiering. Danske pensionsopsparere har bidraget til festen. PFA og Danica har ydet lån, der tilsammen ligger på omkring 1,5 milliarder kroner, mens ATP har investeret i alt 1,5 milliarder kroner direkte i Northvolt.