Det er svært at undgå tilfredsheden i stemmen hos PFAs finansdirektør, Anders Damgaard, da Berlingske taler med ham mandag formiddag. Men det er ikke så underligt, når man ser det kvartalsresultat, som pensionskassen netop har afleveret.
Investeringsafkastet er stukket helt af og er på de tre måneder nået helt op på 8,3 mia. kr. Det er en tidobling i forhold til årets første seks måneder, hvor man blot nåede op 838 mio. kr.
»Vi er ikke overraskede, men vi ramte rigtig mange ting rigtig godt. Det var et fremragende afkastkvartal for PFA,« siger Anders Damgaard.
»Det er de amerikanske aktier, der virkelig er trukket af i tredje kvartal. Det er lidt specielt. For de danske aktier har ikke klaret sig specielt godt i kvartalet, ligesom europæiske og emerging markets-aktier også har været lunkne. Men det er helt modsat for de amerikanske,« siger han.
En måned, der trækker ned
Tallene viser da også, at det særligt er de børsnoterede aktier, der har leveret varen i det tredje kvartal. Hvor de leverede et rundt nul for første halvår, har de bidraget med 4,2 procent i perioden juli-september. For de af PFAs omkring 800.000 kunder, der sparer op i markedsrente, betød fremgangen på finansmarkederne i tredje kvartal, at de i årets første ni måneder afhængig af risikoprofil har fået et afkast på mellem 1,1 og 4,0 procent.
Oktober måned har dog været særdeles hård ved aktiemarkederne verden over, som har set tocifrede fald i både USA, Europa og Asien. Derfor skal kunderne ifølge pensionsekspert og aktuar Søren Andersen fra Fpension nok ikke sætte næsen op efter et markant afkast, når året er omme.
»Det er positivt for pensionsopsparerne at se, at PFA har haft et stærkt tredje kvartal. Men man skal nok næppe forvente et prangende afkast for 2018. Oktober har trukket ned, og man skal derfor nok regne med et afkast i nærheden af nul,« siger han.
Et sats, der batter
Anders Damgaard erkender, at oktober har været hård på aktiefronten. Netop derfor glæder han sig over, at pensionsselskabets stigende sats på alternative investeringer nu også begynder at kaste gode pengestrømme af sig.
»Vi har et afkast på 6,3 pct. på ejendomme og 4,5 pct. på alternative investeringer. Det er topscorererne hidtil i år. Vi mærker nu, at vores sats på de unoterede investeringer virkelig batter,« siger han.
Direktøren forklarer, at andelen, som ejendomme og alternative investeringer udgør af den samlede portefølje, nu er oppe på 17 procent, og at man er i færd med at arbejde sig videre op mod over de 20 procent. For nuværende rummer ejendomsporteføljen investeringer for 70 mia. kr., mens porteføljen af alternativer har rundet 35 mia. kr.
En børsfest, der slutter
På lidt over et år har PFA foretaget fire enorme enkeltinvesteringer i så forskellige ting som verdens største havvindmøllepark, Walney, realkreditmastodonten Nykredit, telegiganten TDC og i det tyske ejendomsmarked. Knap 20 mia. kr. er sluppet løs.
»Vi ser det som en meget robust kilde til afkast. Vi har haft fremgang på de børsnoterede markeder i over ti år nu. Vi spørger os alle sammen om, hvornår vi når toppen. Den kommer, og vi kommer tættere og tættere på den. Når vi når det punkt, så skal vi have afkast fra andre steder. Der kommer de alternative investeringer i spil,« siger Anders Damgaard.
»Vi har haft mange år med fremgang på aktiemarkederne, og på et tidspunkt skal det flade ud. Børsfesten kan ikke blive ved i det uendelige. Samtidig begynder rentestigningerne i USA og de kommende i Europa at have en negativ effekt på obligationsafkastet. Det er ved at være udtømt,« konstaterer PFA-finansdirektøren.