Pensionister undgår sparekrav

Pensionister bliver friholdt for regeringens besparelser på aftenskolerne. Samtidig slipper handicappede billigere end ventet, fordi deres tilskud kun sænkes fra 8/9 til 7/9 af prisen.

Det aftalte Dansk Folkeparti i dag med undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), oplyser uddannelsesordfører Louise Frevert (DF) til Ritzau.

Aftalen koster ca. 60 mio. kr., som findes på Undervisningsministeriets budget, men det rammer ikke andre grupper, som anvender aftenskoler, påpeger Louise Frevert.

Oplysningsforbundenes Fællesråd advarede for nylig om, at 1000 af 2700 aftenskoler måtte lukke eller skære drastisk ned, fordi regeringen vil spare 276 mio. kr. af 484 mio. kr. på aftenskoler. Godt en mio. danskere går årligt på aftenskole - heraf er 40 pct. pensionister.

/ritzau/