Pengene bliver i familien

Det er i orden at sælge arvesølvet, hvis pengene investeres, mener Nordeas cheføkonom.

Læs mere
Fold sammen
Regeringen kan godt finansiere sin forskningsfond ved at sælge ud af aktiverne, uden at det kolliderer med målsætningen om at få gælden ned. Men det kræver, at man erstatter det eventuelle afkast, som aktiverne ellers ville have givet, forklarer cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea.

»Det kommer jo lidt an på, hvad man har tænkt sig at sælge. Men i princippet kan det jo være noget (så som aktier, red.), der ellers ville have givet et overskud til den løbende drift, og ad den vej påvirker de offentlige finanser,« siger han.

Hvis der på den måde kommer til at mangle indtægter, vil det være nødvendigt at finde besparelser andre steder, hvis de langsigtede økonomiske planer skal holde.

Hvis staten sælger for eksempel aktier for to milliarder kroner, har den nedbragt sin formue og i den forstand øget statsgælden. Men hvis pengene overføres til en statsejet fond, der investerer dem i værdipapirer, går det jo lige op, mener Helge Pedersen. Forudsat, at fonden kun bruger af afkastet i sin forskningsstøtte. Hvis den også tærer på formuen, er nettoresultatet, at statens nettogæld er steget.