Pengekassen er tom hos modehuset Gerry Weber

Foto: CLEMENS BILAN/EPA/RITZAU SCANPIX

Et af Tysklands største modehuse, Gerry Weber, har fredag indgivet meddelelse om insolvens.

Det er først og fremmest moderselskabet i koncernen, Gerry Weber International, der er berørt af insolvensen.

Virksomheden er i gang med en rekonstruktion, alt imens driften fortsætter, skriver nyhedsbureauet dpa. Man regner med at kunne fortsætte driften frem til 2020, lyder det fra selskabet.

Gerry Weber skylder cirka 218 millioner euro – over 1,6 milliarder kroner – til sine kreditorer, og det er ikke lykkedes at lande aftaler om yderligere finansiering.

Foto: CLEMENS BILAN/EPA/RITZAU SCANPIX.

Meldingen kommer efter længere tids problemer med vigende salg og deraf følgende røde tal på bundlinjen.

Det har kun gjort ondt værre, at koncernen har åbnet mange egne butikker, og at opbremsningen i form af fyringer, butikslukninger og omstruktureringer er kommet for sent.

Så sent som midt i januar måtte Gerry Weber justere sin prognose for indtjeningen i regnskabsåret 2017/18.

Selskabet forventer at lande et underskud på 192 millioner euro. I sidste regnskabsår omsatte Gerry Weber for 881 millioner kroner – lidt over 6,5 milliarder kroner.