Det højeste antal passagerer nogensinde bidrager både til et øget overskud og en øget omsætning i Københavns Lufthavne.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2025, som er offentliggjort fredag.

Omsætningen endte på cirka 5,5 milliarder kroner, hvilket er en stigning på ni procent i forhold til året før.

Også overskuddet steg. Nettoresultatet blev i 2025 på 1,2 milliarder kroner mod cirka en milliard kroner året forinden.

Bag den udvikling ligger, at 32,4 millioner rejsende var igennem lufthavnen sidste år, hvilket var rekord.

Christian Poulsen, som er administrerende direktør i Københavns Lufthavne, siger i en pressemeddelelse, at han ser "stor appetit" på at rejse.

- Den markante stigning i antallet af rejsende til og fra Københavns Lufthavn skyldes, at flere flyselskaber har åbnet nye ruter og øget antallet af afgange på eksisterende ruter, siger han.

- Det er vi naturligvis meget tilfredse med.

Den tidligere passagerrekord var på 30,3 millioner. Den blev sat i 2018.

I 2025 kom fem nye flyselskaber til lufthavnen, og der blev åbnet 47 nye ruter.

Rekordåret var også det år, hvor den danske stat overtog en kontrollerende del af aktierne i Københavns Lufthavne. Selskabet omfatter både Københavns Lufthavn i Kastrup og Roskilde Lufthavn.

Statens opkøb skete med en begrundelse om, at Københavns Lufthavn er "afgørende vigtig for Danmarks adgang til verden – og verdens adgang til Danmark".

Også i 2026 regner lufthavnen med passagerrekord og omsætningsvækst.

Forventningen lyder nemlig på et passagertal på 35,5 millioner og en vækst i omsætningen på syv procent.

Årsregnskabet kommer dog på et tidspunkt, hvor konflikten i Mellemøsten har stor indflydelse på den internationale flytrafik.

Lufthavnen anerkender, at forventningerne til 2026 indeholder usikkerhed "på grund af geopolitiske og makroøkonomiske forhold".

De internationale forhold kan potentielt "påvirke rejselysten og dermed de finansielle forventninger negativt".

Flytrafikkens indvirkning på globale CO2-udledninger har løbende været diskuteret, og selskabet giver også en status på sine grønne ambitioner.

Lufthavnen ønsker inden 2030 at have reduceret egne driftsudledninger med mindst 90 procent i forhold til 2019.

Øvrige udledninger skal kompenseres med "anerkendte klimakreditter", understreges det. Men Christian Poulsen erkender, at der i flybranchen er udfordringer.

- Jeg er overbevist om, at vi når vores 2030-klimamål. Men den største udfordring for branchen er flyenes udledning, som kun kan reduceres ved at bruge fossilfri flybrændstoffer, siger direktøren.

/ritzau/